Selvom det er December, og der jævnligt er rim på biltagene om morgenen, så er det ikke absolut nødvendigt at have sin cabriolet parkeret i garagen. Peugeot, der i sin tid startede ”CC revolutionen” har efterfølgeren til 206 CC på gaden, og denne type coupé/cabriolet er perfekt til det danske klima.

Forgængeren 206 CC
Peugeot 206 CC var bilen, der med sit stålfoldetag, og en rimelig pris, gjorde det muligt at komme i nærheden af en lille og smart cabriolet, som kunne bruges året rundt. 206 CC var baseret på den almindelig 206, og det kneb lidt med kvalitetsfølelsen i kabinen, og designet var heller ikke noget man faldt helt pladask for - men det er efterfølgeren, 207 CC, klar til at rette op på.

25 sekunder
Først og fremmest har det pyntet gevaldigt på 207 CC, at de ydre dimensioner er blevet lidt større, da det hele harmonerer meget bedre nu – ja bilen er nærmest blevet voksen. Og det gælder både med og uden tag på – ganske vigtigt, da man, uden tvivl, primært kommer til at se bilen med taget på. Men når den danske sommer endelig viser sig fra sin pæne side, tager det kun 25 sekunder at få luft til håret.

Taget bliver pakket pænt ned i bagagerummet, og snupper dermed størstedelen af pladsen der – kun 187 liter er der tilbage. Med taget oppe rummer det flotte 449 liter, og kan dermed sagtens rumme til Bilka-indkøbet.

Detaljerne
I forhold til 206 modellen er det en ren fornøjelse at sætte sig ind i en 207'er. Ikke kun pga. den lidt bedre plads, men fordi alt føles, som det skal. Plastkvaliteten er god, samlingerne lavet ordentligt og knirkelydene er elimineret. Instrument-urene er overskuelige, og har fået en flot kromring omkring sig, hvilket er en simpel detalje, men det ser bare hammer godt ud – ligesom tågelygterne i fronten med krom. Detaljer, men det er det der fuldender billedet.

Udstyret
I denne sport version til godt 334.000 kr., er man dækket godt ind med komfortudstyr. Klimaanlæg, elruder for/bag, elspejle, højdejusterbare forsæder med varme, læderrat og aluminiumsgearknop, som dog kan blive ulidelig kold. Udvendigt får man 17” alufælge, indfarvede spejle, dørlister og dørhåndtag.

På sikkerhedsområdet er 207 CC dækket så godt ind som muligt. Der er 5 airbags inklusive en knæairbag. Af åbenlyse årsager er der ikke airbaggardiner monteret i taget. ABS, ESP-antispin er standard. Der er selealarm på de 4 siddepladser, og aktive sikkerhedsbøjler i tilfælde af at bilen triller rundt under et uheld.

5 stjerner
I EuroNCAP crashtesten opnåede 207 CC 5 ud af 5 stjerner i testen med taget foldet ned. Og det er meget flot i forhold til, at det er en cabriolet model. Knæairbagen virkede efter hensigten, og i pæletesten (fra siden) scorede 207 CC maksimum point. Den fodgængervenlige ”kofanger” scorede også maksimumpoint.

150 hk
Et andet stort fremskridt i den nye 207 CC finder vi under motorhjelmen. Topmodellen ”Sport”, som vi her tester, har en kraftig 150 hk turbomotor under hjelmen - og den motor er yderligere med til at understrege, at den lille cabriolet er blevet voksen og underholdende.

De 150 hk giver en topløs tophastighed på 210 km/t, og 0-100 km/t klares på 9,1 sek.. Som følge af ombygningen til CC-model har bilen taget godt 130 kg på i vægt i forhold til en standard 207, men umiddelbart mærkes det ikke. En hård undervogn, og den kvikke motor kompenserer for de ekstra kilo.

207 CC findes også med en 120 hk benzinmotor og 109 hk dieselmotor, hvis man ikke umiddelbart har brug for de ekstra hk, og gerne vil spare nogle tusinde på prisen.

Eneste minus ved teknikken i 207 CC er til stadighed, at den skal trækkes med den ringe 5 trins gearkasse, også selvom den er blevet bedre gennem tiden. Den 6 trins gearkasse, som blandt andet findes i 207 GT, er så utroligt meget bedre.

Konklusion
Konklusionen er meget enkel – 206 CC er blevet voksen, og dermed er 207 CC en meget, meget bedre Coupé/Cabriolet end hvad 206 var. 207 CC er bedre på alle områder, og føles behagelig at både cruise og køre friskt i. Nogen familiebil bliver den aldrig, for bagsædet er mest til pynt - men bagagerummet kan sagtens klare et storindkøb, så længe man bare vil køre coupé.
 

Af