Første gang vi havde Nissan X-trail til test var i 2002, og indtil nu har der været rimeligt stille omkring denne "semi cafe-offroader". Salgstallene har ikke været imponerende i Danmark, da det kun blev til 91 stk. i 2007, imod knap 500 stk. Honda CR-V. For at gøre opmærksom på den nye X-trail, har Nissan kørt intensive tv-reklamer, for at vise deres nye model frem.
X-Trail, anno 2008, er baseret på samme Renault-Nissan platform, som Qashqai-modellen.
Rå 4x4 - af udseende
X-trail har beholdt sit kantede, muskuløse og rå look - så umiddelbart kan den ikke forveksles med de mange andre cafe offroadere, som f.eks. Honda CR-V, Mitsubishi Outlander, Peugeot 4007 og Hyundai Santa Fe, som er designet med fyldige runde former, og som ikke lægger op til mudderbadning.
Interiøret er væsentligt ændret og forbedret siden 2002, hvor bl.a. instrumenteringen var placeret i center af instrumentbordet. Nu er alt ganske traditionelt og funktionelt - og materialevalget har fået et kraftigt løft. I denne LE udstyrsversion er der flere ”alu” detaljer, og det ser jo næsten altid godt ud og frisker op i et mørkt interiør.
Udstyrsmæssigt mangler LE versionen ikke noget – man kan blandt andet glæde sig over klimaanlæg, regnsensor, elektronisk justerbare lædersæder, fartpilot, panorama glassoltag med automatisk lukning, intelligent nøglesystem og meget meget mere.
Bagagerummet rummer 479 liter, og er indrettet med dobbelt bund, så man har et ekstra rum til enten værdifulde ting, eller udrustning til offroad kørsel. Hvis man fjerner den ekstra bund øges pladsen til 603 liter, og hvis man ydermere folder bagsæderne ned, bliver der plads til 1.773 liter.
ALL MODE 4x4-i , DDS, USS, ESP
I reklamematerialet slår Nissan hårdt på det nye ALL MODE 4x4-i firhjulstræk – ”et system, der er så avanceret, at det kan forudsige, hvornår du har brug for ekstra vejgreb”. Det lyder imponerende, men umiddelbart skal man ikke forvente de store mirakler. Det avancerede system føler individuelt på hvert hjul for at kunne tildele den korrekt trækkræft – hverken for lidt eller for meget. Men det svært at teste, hvor stor effekt det har på fremkommeligheden i terræn.
X-trail kan enten køre med forhjulstræk, automatisk 4x4, som efter behov lader baghjulene trække med, eller man kan indstille det til at køre med konstant træk på alle fire hjul (elektronisk låsning af center differentialet).
I let terræn klarer X-trail sig dog ganske fint. Den fås ikke med reduktionsgear, så ud fra det, er automatgearet det bedste valg, når der skal arbejdes hårdt i terrænet.
Ligesom f.eks. Land Rover Freelander, har X-trail et ”ned af bakke system” - DDS (Downhill Drive Support). Systemet bruges ved kørsel ned af stejle skråninger/bakker, som så sørger for, via ABS bremserne, at lade bilen køre stille og roligt ned af bakken.
Også den anden vej – ”op af bakke” – har X-trail en hjælper – USS (Uphill Start Support). Systemet sørger for at holde hjulene bremset kortvarigt, så man ikke triller baglæns ved igangsætning på en stejl bakke. I forbindelse med automatgear, er systemet dog ikke så relevant, da det jo normalt klarer ærterne i ”Drive”.
Motor
Nissan X-trail fås med fire forskellige motorer: benzinmotorer på 141 hk og 169 hk, samt dieselmotorer på 150 hk og 173 hk. Som altid er det oplagte valg dieselmotorerne, som giver et rimeligt forbrug og mange ”seje” kræfter i form af et højt drejningsmoment.
Vores testbil var udstyret med den 2,0 liters dieselmotor med 150 hk og automatgear. Den kraftigere version med 173 hk fås desværre udelukkende med 6 trins manuelt gear, men umiddelbart gør det ikke så meget. De 150 hk passer glimrende til X-trail, og sammen med det 6-trins automatgear føler man ikke, at der mangler kræfter. Motoren snurrer rigtigt fint, uden vibrationer og generende støj. Automatgearet er også udelukkende en positiv oplevelse med jævne skift, og mulighed for manuel op- og nedgearing.
De seks gear, giver en dejlig afslappet kørsel, selv på motorvejen, hvor støjen er minimal, og komforten helt acceptabel. Selvfølgelig er affjedringen noget hård, og vinden rykker mere i den høje bil, end i en personbil - men alt i alt en udmærket bil, også på asfalten.
Konklusion
Nissan X-trail har været igennem en tiltrængt og nyttig modernisering og foryngelseskur, som bringer den op på nogenlunde samme niveau som konkurrenterne.
Prismæssigt placerer den nye X-trail sig fint blandt konkurrenterne med 542.200 kr. for denne topmodel med automatgear, læder og en fin dieselmotor. Som tidligere nævnt befinder X-trail sig i et grænseland – den er ikke helt fin nok til at stå at skinne foran café'en, og i terrænet kan den ikke hamle om med de ægte offroadere, da teknikken bag firehjulstrækket ikke adskiller sig væsentligt fra de ”rigtige” bløde offroadere. Alternativet hos Nissan hedder Qashqai til cafe brug eller Pathfinder til tungere terræn.
Af