Nissan er blandt de bilproducenter, der har mest erfaring indenfor produktion af 4x4-biler. Tag f.eks. en bil som Nissan Patrol, der næsten har været på markedet i en menneskealder. Den er et tydeligt bevis på, at Nissan gang på gang er med helt fremme, når det drejer sig om de specielle terrængående køretøjer.

Patrol afløser
En bil som Patrol, kan dog ikke løbe fra, at den har været ekstremt længe på markedet – derfor introducerer Nissan også nye modeller, som f.eks. Terrano og X-Trail. Men den model, der meget vel kan gå hen og overtage tronen fra Patrol, hedder Pathfinder.

Pathfinder blev introduceret helt tilbage i 1985 og har siden udviklet sig fra at være en 3-dørs 4x4, baseret på en pick-up, til at være en ”full-size” 4x4 med tre sæderækker og 5 døre.

Veludstyret og robust
2005 modellen af Pathfinder er en yderst veludstyret og ganske imponerende SUV. Kvaliteten af materialerne er rigtig god og samlekvaliteten er imponerende. Udefra virker Pathfinder yderst potent og robust, hvilket også gør sig gældende indenfor. Den generelle indretning af kabinen er nemlig rigtig god, og man finder sig hurtigt til rette i den store bil – der på trods af sin størrelse, ikke er svær at bruge i byen også.

Til både landevej og terræn
Pathfinder har det selvfølgelig bedst ude på landevejen, eller i terrænet. På landevejen imponerer den 2,5 liters common-rail dieselmotor med sin rolige motorgang og høje ydelse. Motoren yder 174 hk og har et maksimalt drejningsmoment på 403 Nm, ved blot 2.000 o/min. Dette er bestemt med til at sikre en yderst behagelig kørsel på landevejen, samt masser af overskud i terrænet. Den mange muskler overføres til underlaget via en yderst velafstemt 5-trins automatisk gearkasse. Det er også muligt at få sin Pathfinder med 6-trins manuel gearskifte. Pathfinder er godkendt til at trække maksimalt 3.000 kg på krogen, hvilket nok skal stille selv den mest krævende trailer-chauffør tilfreds.

Pathfinder er opbygget med selvbærende karrosseri og uafhængigt hjulophæng for og bag. Dette er med til at give nogle ganske glimrende køreegenskaber på de fleste underlag. Ja, man kan faktisk sige at Nissan har valgt en middelvej, så de fleste kunder vil stille sig tilfreds.

Forbrug
Ved blandet kørsel lover Nissan at Pathfinder klarer 9,9 km på en liter diesel. Vores test viste at det faktisk var muligt at krybe over de 10 km/l, hvilket vi var godt tilfredse med, når man tager vores skiftende kørsel i by, på lande- og motorvej, samt i terrænet i betragtning.

Sikkerheden
Rent sikkerhedsmæssigt er Pathfinder ganske godt med. Airbags, aktive nakkestøtter og beskyttelsesbjælker i dørene, er blot nogle af de passive sikkerhedsforanstaltninger, som den store 4x4 byder på. På den aktive side, er Nissan Pathfinder udstyret med ABS med EBD og NBA. Vælger man SE versionen af Pathfinder, så er ESP Elektronisk Stabiliserings Program), TCS (Traction Control System) og AB-LSD (Active Brake Limited Slip Differential) også standard, hvilket også gælder airbaggardiner.

Pathfinder kan stort set udstyres med alt hvad hjertet ønsker. En rigtig lækker detalje er Nissans eget navigationsprogram, der virkelig imponerer med sin præcision og nemme betjening.

Kun på diesel
Pathfinder kan kun fås i Danmark med den lækre 2,5 liters dieselmotor. Men, det gør absolut ikke noget, da motoren er ganske imponerende – dog uden at gøre Pathfinder til nogen sprinter. Priserne starter ved 540.000,- kroner og slutter først med den topudstyrede LE+ model. Her er prisen 875.000,- kroner.

Har du ikke brug for de to bagerste sæderækker, så kan Pathfinder erhverves på gule nummerplader for 250.000,- kroner + moms. En pris, der er ganske fair, når man tager alle facts med. For Pathfinder er virkelig et ganske behageligt transportmiddel. Også selvom du ikke opholder dig i terrænet til dagligt.