Det er efterhånden noget tid siden at Nissan har haft en sportsvogn på markedet. Det tætteste man er kommet er luksusmærket Infiniti, som Nissan markedsfører deres heftige biler under i bl.a. USA. Derfor var det også med stor glæde at vi i sin tid modtog nyheden om en efterfølger til så berømte biler, som 240Z og 350ZX. Spørgsmålet var så bare, om Nissan kunne skabe noget, der rent design og kørsels-mæssigt kunne leve op til tidligere tiders storhed. Det kunne de!
Nissans nye sportsvogn nr. 1
Jeg kan lige så godt gøre det klart fra start, at jeg er meget imponeret af Nissans nye sportsvogn nr. 1. Nissan 350Z. Lad mig fortælle hvorfor.
Hvis man starter med designet, så har Nissan virkelig tænkt sig om og skabt en lille stjerne. Bilen ser så potent og provokerende ud at man til tider undre sig over, hvem der har været vovet nok og fundet på designet. Samtidig er det lykkedes at ”indbygge” en vis elegance, der gør 350Z til en sportsvogn for selv den mest konservative køber. Kig specielt godt på den lækre bronzefarvede lak, der virkelig fremhæver designet ned til mindste detalje. Sådan Nissan!
Tre centermonterede instrumenter
Når man har nydt designet, kan man åbne døren og sætter sig ind i de lækre sportssæder, der virkelig smyger sig om ens krop og sørger for at holde en på plads, når det virkelig går løs (hvilket vi kommer til senere).
Ved første øjekast blev jeg lidt skuffet over plastkvaliteten. Men, jeg fandt senere ud af, at det mere er et spørgsmål om at vænne sig til farven på plastikken, der ikke var ren sort og derved mistede lidt eksklusivitet. Men, efter cirka ti minutter var dette glemt. Specielt fordi Nissan har gjort meget ud af detaljerne i kabinen. De tre centermonterede instrumenter, hvor specielt det ene, der indeholder board computeren bliver flittigt brugt, ser rigtig godt ud. Selve instrumenteringen er klassisk sportsvogn, med en stor omdrejningstæller i midten og de andre instrumenter placeret omkring denne.
Fikse detaljer
En fiks detalje ved board computeren, er muligheden for at bruge et digitalt speedometer, samtidig med det analoge. Lækkert når man vil indstille hastigheden på cruisecontrolen. Samtidig har man mulighed for at bruge et indbygget stopur, hvis man har lyst til at lege lidt – eller f.eks. vil se, hvor lang tid det tager at komme hjem fra arbejde.
Man burde indspille dette og sælge det på cd...
Det tredje punkt, der virkelig er det der gør at jeg hellere end gerne skriver under på en slutseddel, er motoren. Når du har sat dig til rette, så rul vinduerne ned og start motoren. Tro mig, du vil takke guderne for den lyd, der fylder dine ørengange. Den lækre V6’er lyder så godt, at man skulle tro at Nissans ingeniører har været i ekstra godt humør den dag snakken faldt på valg af lydpotte og afgangsrør. Wow! Som en garvet racerkører sagde til mig under en alm. tur på de sjællandske landeveje: ”man burde indspille dette og sælge det på cd”.
3,5 liters V6-motor
Lyden kommer fra en 3,5 liters V6-motor med 280 meget velplacerede hk. 0-100 km/t er overstået på blot 5,9 sekunder og topfarten er begrænset til 250 km/t. Alle kræfterne overføres til baghjulene og holdes delvist i skak af elektronik. Men, heldigvis kan man slå elektronikken fra og nyde den suveræne køremaskine, som Nissan 350Z er. Bilen reagerer på den mindste vink med rattet eller klap på speeder eller bremse. Faktisk gør bilen præcist, som man ønsker og viser virkelig at Nissan har tænkt sig overordentligt godt om, da undervognen blev sat op.
Den 6-trins gearkasse er vidunderlig og behøver egentlig ikke yderligere kommentar. Den fungerer bare.
Hvad så med de negative ting?
Nu har jeg fortalt om alle de gode ting. Designet, detaljerne, motoren etc. Men, hvad så med de negative ting? Er der nogen?
Ja, der er ting, der er mindre vellykkede ved Nissan 350Z. Det manglende handskerum, der gør at man skal benytte de indbyggede rum bag sæderne er en ting. Bagagerummet, der er opdelt for at sikre optimal vridningsstabilitet, er en anden. Men, så er det vist også det. For Nissan har jo lavet ekstra rum til småting. Og de har nøje beskrevet, hvordan man får plads til to golftasker i bagagerummet. Så hvor ligger problemet egentlig – ja, jeg ved det ikke.
Utrolig vellykket køremaskine
Nissan 350Z er en utrolig vellykket køremaskine, der får tårer frem i øjnene på selv det mest hårdkogte mandfolk lige så snart at speederen trykkes ned.
Prisen for herligheden er cirka 800.000 kroner, hvilket må siges at være rimeligt, hvis man kan sige sådan i vores afgiftsplagede Danmark.