Der raser en voldsom krig på bilfronten herhjemme – en krig, der dog mest udspiller sig i klassen, hvor vi finder VW up!, KIA Picanto, Skoda Citigo etc. Altså klassen, hvor du for omkring 80-90.000,- får en spritny bil. Denne klasse vil rigtig mange bilproducenter gerne lege med i, også Mitsubishi, der ellers har ført en meget usynlig tilværelse herhjemme de seneste år. Det gør de bestemt ikke mere, da Mitsubishis bud, kaldet Space Star, overhovedet ikke hører hjemme i samme klasse, som førnævnte biler. Den er nemlig størrelsesmæssigt en B-klasse bil, altså meget større end de andre. Og så har den masser af udstyr, som du normalt slet ikke finder til denne pris – og nå ja, prisen, den starter ved 89.900,-.
For under 90.000,- får du altså en Space Star 1,0 med 71 hk og et brændstofforbrug på 25,0 km/l. Der er tale om en bil med god plads ved bagsædet og en liste af standardudstyr, der bl.a. tæller sikkerhedsudstyr i form af Active Stability Control, Traction Control, Brake Assist System, Emergency Stop Signal, dæktryksovervågning og 6 airbags. Derudover er der, som standard, el-ruder foran, el-justerbare sidespejle, CD-afspiller og USB port, fjernbetjent centrallås og aircondition.
Det bedste er dog, at Mitsubishi kører kampagne på deres topmodel kaldet Intense. Her får du en 80 hk motor på 1,2 liter. Brændstoføkonomien siger 24,4 km/l og udstyrslisten tæller, udover førnævnte, også elementer som f.eks. fartpilot, klimaanlæg, læderrat og lædergearknop, nøglefri adgang, Bluetooth, regnsensor, tonede ruder, metallak, tågelygter samt sidespejle med blinklys og varme. Prisen for alt dette er kun 114.990,-, hvilket er en besparelse på 30.000,- i forhold til listeprisen. Der er altså ingen tvivl om, at Mitsubishi virkelig mener det seriøst, når de melder sig ind i krigen.
Men, hvordan er bilen så at køre i, spørger du så. Den er god! Vi kørte topmodellen med 80 hk og her imponerer motor og gearkasse virkelig. Der er godt med overskud og gearskiftet er gnidningsfrit. Styretøjet måtte gerne være en smule mere skarpt, da det godt kan føles som om, at du skal dreje lige lovlig meget, før bilen reagerer på udsvinget i rattet. Kvaliteten af interiøret er faktisk rigtig god og man har formået at få et mere europæisk look end tidligere set. Sæderne er store, men jeg savner virkelig noget mere sidestøtte – for Space Star er ikke sat synderligt hårdt op, og der ”krænges” derfor en smule i sving. Denne oplevelse kunne mindskes ved at have sæder med bedre sidestøtte. Derudover sidder du meget højt, uden mulighed for at sænke sædet. Dette kunne have afhjulpet lidt af krængningsfornemmelsen.
Rent designmæssigt har Mitsubishi skabt en meget anonym bil. Space Star er ikke noget sporty vidunder, der fanger ens blik, når den triller rundt om gadehjørnet. Den ser lidt nedtrykt ud i profil og ikke særlig ”glad” ud forfra. Dette betyder måske ikke alverden i det samlede billede – men, et lidt friskere look kunne måske sikre endnu flere unge mennesker i køberkartoteket.
Der er ingen tvivl om, at Mitsubishi har virkelig gode kort på hånden med deres Space Star – specielt den topudstyrede version til under 115.000,-. Det der bare er vigtigt for Mitsubishi, det er at holde interessen – og så skal de ikke fjerne kampagneprisen og lade bilen runde de 145.000,-. Så dukker der nemlig biler som f.eks. Peugeot 208 op med samme motorydelse og masser af udstyr. Og her taber Space Star på designet.
Men, lige nu er Space Star et absolut godt bud i det hårdt spændte marked. Og det er den, fordi den er større end den klasse vi normalt befinder os i – faktisk en hel klasse større. Og så den har mere standardudstyr end alle de andre. Derfor må jeg sige, at Mitsubishi har gjort en fornem entré på markedet igen, der bestemt også afspejles i mængden af solgte biler. Det er rigtig godt!
Specifikationer
Motortype | R4/12v |
Slagvolumen | 1.193 |
Antal HK | 80 |
Drejningsmoment (Nm) | 106 |
Drivende hjul | Forhjulstræk |
Antal gear | 5M |
Acc 0 til 100 km/t (sek.) | 11,7 |
Acc 0 til 100 km/t (sek.), målt | 12,0 |
CO2-emission (g/km) | 96 |
Bagagerumskapacitet (l) | 235 |
Drejningsmoment målt ved omdrejninger | 4.000 |
Forbrug (km/l), målt | 19,9 |
Forbrug EU-mix (km/l) | 23,3 |
HK målt ved Omdr. | - |
Tankkapacitet (l) | - |
Tophastighed (km/t) | 180 |