At køre i cabriolet i Danmark er sjældent den helt store fornøjelse pga. to ting – det danske klima harmonerer sjældent med at skulle leve uden tag, og prisen på en cabriolet er tit så høj, at man ikke har lyst eller mulighed for at bruge pengene på en ren fornøjelsesbil. Løsningen er så at tage en billig standardbil, bygge den om til en coupé-cabriolet og give den et stålfoldetag. Peugeot startede med 206 CC, og nu er Mitsubishi altså også hoppet med på den idé – spørgsmålet er så: er idéen god?
140.000 kr. for et foldetag
Mitsubishi Colt 1.5 som denne cabriolet er baseret på koster som standardbil ca. 160.000 kr., men prisen stiger til 300.000 kr., når taget kan foldes ned i bagagerummet. CZC fås også med turbo motor med 150 hk, og her stiger prisen yderligere 40.000 kr. Det er en temmelig skrap forøgelse af prisen for at få fornøjelse af frisk luft, men det er ca. prisniveauet for de små CC'ere. Peugeot 206 1.6 CC koster 285.000 kr., mens Nissan Micra C+C 1.6 lige runder 300.000 kr.
Design
At designe en bil med et smuk resultat er svært, men at designe en smuk cabriolet er meget svært, især når bilen er lille. Og jeg er da heller ikke videre imponeret over linierne hos Colt CZC. Uden tag går det an, men når taget bliver lagt på, virker bilen simpelthen noget klodset, specielt på grund af den høje bagende, som dermed virker tung i forhold til resten af bilen. Den høje bagende gemmer dog på et ganske rimeligt bagagerum når taget er oppe, men i nedfoldet tilstand er der kun lige akkurat plads til et par flade tasker.
Interiørmæssigt adskiller CZC sig ikke fra en standard Colt. Interiøret er meget nøgternt og ikke specielt prangende med prisen i baghovedet. Her burde man have peppet kabinen bare en lille smule op.
Ændringer
Teknisk set er sket en del forandringer i forhold til den almindelig 3 dørs Colt. Blandt andet er der jo reel plads på bagsædet i den almindelig Colt, mens det i CZC kun er brugbart til bagage, eller til nød til børn under 2 år i et barnesæde. Der udover må man nøjes med 4 airbags, da der ikke gardinairbags i foldetaget. CZC er ikke crashtestet hos NCAP, men Mitsubishi Colt i standardudgaven får 4 ud af 5 stjerner, så resultatet burde ligge på samme niveau forud sat at foldetaget giver samme stivhed i karosseriet. ESP er standard.
Vægtforøgelse
For netop at bibeholde stivheden i karosseriet, når taget er nede er det selvfølgelig nødvendigt med yderligere afstivning, og det, sammen med den meget fine ingeniørbedrift af et foldetag, betyder en vægtforøgelse på 100 kg. Det er dog stadig tydeligt, at mærke at bilen mister vridningsstabilitet, når taget ikke er med til at ”holde sammen” på bilen. Det er tydeligst, at mærke ved kørsel på ujævnheder, hvor rystelserne forplanter sig i hele bilen.
Samme motor
Motoren er også den samme som i en standard Colt. Den yder 109 heste, og gør en udmærket stykke arbejde i CZC. Præstationerne ligger i den pæne ende – 0-100 km/t på 10,5 sek. og en tophastighed på 185 km/t. Forbrugsmæssigt går det også pænt med 13,3 km/l i testugen mod det officielle EU-mix på 15,2 km/l.
Er ideen så god?
Konceptet med at bygge videre på en standardbil er for så vidt en god idé, men man risikere at køberen sidder tilbage med følelsen ”de er godt hoppe over hvor gæret er lavest”, og det føler jeg er tilfældet her. CZC leverer varen som lille kompakt cabriolet, hvor du let og hurtigt kan få luft i håret, mens du om vinteren sagtens kan holde varmen - men mere gør den heller ikke. Den lækre kabine, en god finish og udstråling mangler simpelthen hos CZC for at den bliver et perfekt og lækkert bekendtskab.
Vi må erkende, at 300.000 kr. ikke er nok til, at man i Danmark kan få den fuldendte cabriolet oplevelse.