Mini lancerer en ny model, som placerer sig mellem den originale og den super-sizede Countryman. Aceman er på mange måder den rigtige størrelse og charmerer med både design og køreegenskaber, men prisen er for høj.
Solen skinner fra en ualmindelig blå oktoberhimmel over København, men der er alvor i luften. Mini har kvalt deres midterste barn, Clubman, og har i stedet erstattet den med elbilen Aceman. Om det betyder noget for kerneværdierne; køreglæde og charme, har vi lige over 200 kilometer på veje omkring hovedstaden til at afgøre.
Retro Renault 5 er et køreglad ikon
Det starter godt, for kabinen byder velkommen med sjove og anderledes detaljer. Først og fremmest en 24 centimeter og helt rund skærm, der giver tilpas wow-effekt. Vi kører topvarianten Favoured, men fra midterste variant Classic får du et funky strikmønster på oversiden af instrumentbordet. Under mønsteret er der relativt hårdt plast, men det glemmer man takket være strikkeriet. Dørsiderne har også flere hårde overflader, men samlekvaliteten er solid, og slægtskabet til BMW fornægter sig ikke i eksempelvis betjeningsknapperne på rattet. Du finder fysiske knapper her og under skærmen, hvor du tænder bilen og sætter den i gear, og så kan du vælge mellem forskellige køreprogrammer. Vi sætter den selvfølgelig i ’Go-Kart Mode’. Yderligere får du en skrueknap til volumen, en genvejsknap til sikkerhedssystemerne, katastrofeblink og defroster. Det fungerer fint, men man skal vænne sig lidt til det digitale styresystem.
Den elektriske charmør – Mini Cooper SE
Til trods for det stationcar-agtige design, er Mini Aceman kun lige over fire meter lang, præcis lige så lang som en VW Polo. Derfor er det nærliggende at frygte for pladsen, men bagsædet er faktisk hæderligt. Så til trods for mine 185 centimeter, kan jeg faktisk sidde deromme uden at blive helt klemt sammen, selvom bagsædet er lidt kompakt. Selv bagagerummet er godkendt og tager 300 liter, selvom det er ingenting for Polo, som klarer 351 liter. Opsummeret kan Aceman sagtens fungere som familiebil for den lille børnefamilie, men Aceman er mere smart, end den er praktisk.
Gokart eller hvad?
Når du skifter køreprogrammet over i gokart, følges det af et ’yahooo’, og jo mere du accelererer, jo højere bliver den spacey rumlyd, der simulerer en form for motor. Det virker faktisk og har en æggende effekt, men bringer også minder frem om Mario Kart-spillet til Nintendo 64. Og på den måde bliver det hurtigt lidt overivrigt. I princippet kan du bare undgå gokart-programmet, for opsætningen af bilen ændres ikke nævneværdigt. Grundlæggende er Mini Aceman en fast og styreglad forhjulstrækker, som giver dig et lille, fornøjeligt smil på læben, når du skubber elbilen igennem et par sving på en bugtet sognevej.
Vovse, Volvo og tiny house – Volvo EX30
Vi havde en snak med chefen for undervognen, som kunne fortælle, at på forrige generation af elbilerne havde man skabt den perfekte antispind – det kan ellers være lidt af en udfordring at sende 330 Nm ud igennem forhjulene – som netop kontrollerede hjulspind, uden at bremse kræfterne. I denne generation har man faktisk gået lidt tilbage, så mere hjulspind er tilladt. Eksperten forklarer, at det er med til at give en fornemmelse af, at man har nået grænsen for dæk og vejgreb, og det er den slags, der gør det lidt mere sjovt.
Brugt Model 3? Favoritten har flere fejl, end du tror
Når gokartkørslen er ovre, og Aceman bare skal bruges til dagligdagskørsel, så vil det nok glæde nogen, at undervognen ikke er helt så kompromisløs, som tidligere. Undervognen er absolut til den faste side, men den er ikke nyrestøds-hård, og oppe i fart fjedrer den fint. Det direkte styretøj gør den stadig ret levende på motorvejen, men det er et spørgsmål om nogle minutters tilvænning, for du får til gengæld en bil, der altid reagerer intuitivt.
Bette batteri
Aceman kommer i to varianter med enten 184 hestekræfter og et batteri med en nettokapacitet på 38,5 kWh og en officiel rækkevidde på op til 305 kilometer under bedst tænkelige omstændigheder. Den bil, vi tester, hedder SE og stiller 218 hestekræfter og et batteri med en nettokapacitet på 49,2 kWh. Det giver en officiel rækkevidde på op til 405 kilometer. Batteriet kan maksimalt lades med 95 kW, så 10 til 80 procent tager 31 minutter. Det lille batteri kan kun hurtiglades med 70 kW.
Svensk sommer i fransk favorit – Renault Scenic E-Tech
Det er altså ikke ligefrem cutting edge teknologi, Aceman byder på, når det kommer til batteriteknologien. Til gengæld viser den lille elbil sig til gengæld at være ret økonomisk. Over vores testrute på 202 kilometer, som bestod af 75 procent landevej og 25 procent motorvej, endte vi på et ret fint forbrug, til trods for frisk kørsel. 15,3 kWh/100 km, som ikke er helt skævt i forhold til det officielle forbrug på 14 kWh/100 km. Det ville have givet os en reel rækkevidde på den gode side af 300 kilometer, og det ikke helt dumt, men det mindre batteri er udelukket, hvis du nogensinde overvejer et motorvejs-stræk i koldt vejr.
Det bringer os frem til Aceman’s største problem – prisen. Den starter ved 289.000 kroner for en Essential med lille batteri. Testbilen er Favoured med stort batteri, som starter ved 374.315 kroner. Det er mere end Volkswagen ID.4 eller Renault Scenic E-Tech, som begge har langt mere rækkevidde og mere plads. Mini Aceman er helt sikkert mere frisk og fashionabel, men prisen er for høj til Minis midterste elbil.