Den gode gamle stationcar er trængt af SUV’erne, men en af de lækreste af den gamle slags er Mercedes C400 4Matic, der byder på gode køreegenskaber og et supercoolt udseende.
Mercedes C400 AMG Stationcar er en af den slags biler, man gerne tager billeder af. AMG-trimmet (ekstraudstyr til 50.000 kroner) er nemlig hamrende flot, og giver Mercedes lige det tilpas sportsligt, prangende og luksuriøse look som en Instagram-influencer vil elske at filtre til med selfier. Den er på en gang meget maskulin og samtidigt feminin som et smykke. Det er en pragtfuld vogn at have til at pynte i carporten.
Mercedes forfinede C-Klassen – C200 gør hverdagen bedre
C400 har oveni en fuldfed V6’er med 333 hestekræfter, firehjulstræk og ni-trins gearkasse. Alt er godt. Den føles dog ikke så vild, som de lækre specs lover. Faktisk afleverer C400 kræfterne afdæmpet og affjedringen lægger sig et sted mellem sportsligt og blød, med balancen til den hårde side. I en luksusbil som denne, ville det ikke gøre noget, hvis den var endnu mere til den komfortable side, når man vælger komfort, og det endda selv om testvognen er monteret med luftundervogn til 32.506 kroner ekstra.
Æder spaghetti
Den lidt for faste undervogn holder dog C400 fint i sporet på landevejene, hvor den ganske udramatisk æder spaghettikurvet asfalt. Presser du den voldsomt, understyrer den firehjulstrukne godsvogn, når den skrider over forhjulene.
Er du til mere sjov, kan du vælge Sport+, som giver dig mere skrald i udstødningen. C400 løber fra 0-100 km/t på kun fem sekunder, og det er altså hurtigt! Men det føles ikke hurtigt, bremserne er heller ikke voldsomt sportslige, og du savner mere information fra forhjulene. Det sagt, så må vi ikke glemme, at det i bund og grund ikke er en sportsvogn, men en stationcar, der kan flytte gods og personer.
Alfa Romeo Giulia diesel er italiensk på godt og ondt
Kigger vi med de briller på, er det jo en vildbasse, men praktisk er bagsædepladsen kun tilstrækkelig, uden at være prangende, og det samme med pladsen til gods i bagagerummet med sine 490 liter. Pladsforholdene vil dog være tilstrækkelige til de fleste, men vil man have mere skal man op i E-klassen, der med samme drivlinje starter ved 972.000, men så hedder den så også E 450 og har flere heste.
C 400 4matic kan du samle op for 835.000 kroner, men lad være med at se ekstraudstyrslisten, der er en turistfælde – testbilen har for intet mindre end 406.486 kroner monteret. Det vender vi tilbage til.
Hører som vinden blæser
Mercedes indretning er i disse dage med en stilk til gearstang, og drejehjul eller touchpad i midterkonsol som styrer menuen til skærmen, der så ikke er berøringsfølsom, og det kræver alt sammen tilvænning. En god feature er et kommandosystem, hvor du taler dig til det, du vil have bilen skal. Som fx at skifte radiokanal, men vi oplevede, at systemet ikke var ufejlbarligt. Da vi bad om radiokanalen MyRock, forstod bilen det som rear seat lights on, hvilket ikke var hensigtsmæssigt, da en lille fireårig netop var faldet i søvn på bagsædet og nu blev badet i lys.
Denne faceliftede version af C-klasse har ikke Mercedes forfinede betjenings- og talesystem kaldet MBUX, da det først kommer til næste generation, og det er kan jo nok være, det bliver bedre til at forstå en mumlende dansker.
Kabinen er lige så lækker som det ydre, især i AMG-trimmet med fuld læderkabine. Mercedes forstår virkelig at forkæle med ambient belysning og lækre materialer som blødt skind og aluminium på højttalere. Ikke et øje er tørt, og selv en oliesheik fra Dubai vil føle sig tilfreds.
Han vil også være tilfreds med, at det tager en næsten mærkbar luns af tegnebogen. Læder på sæderne koster fx 27.631 kroner, og læg dertil AMG-trimmet til 50.000 kroner og en Premium pakke plus til intet mindre end 150.000 kroner. I pakken er fx et bakkamera, større skærm på 10,25 tommer i midterkonsol, LED-lygter, Burmeister-anlæg, der lyder fantastisk, nøglefri betjening, panorama-elskydetag og det lækre interiørlys.
Førsteklasses tur
Det er dyrt at køre på første klasse, men vi gjorde det på en tur tværs over landet med fuld oppakning, hvilket C400 klarede som en mis. Passagerne sov hele vejen, så det er jo godkendt. Den store maskine har masser af muskler, så motorvejskørsel foregår i ekspresfart, og overhalinger er bare små hapsere på vejen. Dog mærker vi ikke den der dejlige fornemmelse af, at vognen suger sig fast til vejen ved høj fart, som man kan føle ved nogle tyske biler.
Fætter Højben - brugttest af Mercedes GLA
Efter nogle timer i sædet, er vi lige så friske, som da vi steg ind i vognen, og overalt vi ankom, strøg mobilkameraerne op, så vi i flere uger efter kunne følge vognen på de sociale medier.
C400 er en pralebil, og vi er da også imponerede – men mest af udseendet og papirspecifikationerne. Køreegenskaberne lever kun lige op til forventningerne, for der mangler måske lidt sjæl og karakter, lidt som en supermodel, der er næsten for perfekt. Til gengæld er C400 en af den slags biler, man er glade for at eje, blot fordi den er så overlegen smuk.