Mazda har længe været kendt for deres små sportsvogne med suveræne køreegenskaber. Tænk bare på den lille MX-5, der i så mange år har været den mest solgte, men så sandelig også en af de mest velkørende sportsvogne i verden. Men, vi skal samtidig også huske at MX-5 er en roadster og forholdsvis lavt motoriseret. Noget andet er Mazdas ”større” sportsvogn, nemlig RX-serien.
Mazdas sportsvogn nummer 1
RX-modellen har altid været Mazdas sportsvogn nummer 1 og har altid skilt sig ud på specielt et område – nemlig motoren. Den sidste RX model hed RX7 og var udstyret med en turboladet Wankel motor, hvilket gav nogle meget imponerende præstationer. Men, den heftige motor var samtidig en tørstig fætter. Dette ”problem” har man delvist løst med nyeste skud på stammen, nemlig Mazda RX8 og den nyudviklede Renisis Wankel-motor. Selvom 8,8 km/l ikke er imponerende, så er det yderst acceptabelt, når man tager ydelsen i betragtning og samtidig sammenligner med tilsvarende antal hk hos konkurrenterne.
1,3 liters motor med 231 hk
Til forskel fra RX7, så har Renisis-motoren ikke nogen turbolader monteret. Alligevel yder den kun 1,3 liters motor 231 hk, der sammen med en forholdsvis lav vægt, sender den lækre japaner forbi de 100 km/t på blot 6,4 sekunder. Denne tid er imponerende i sig selv – men mere imponerende er dog måden, hvorpå accelerationen foregår. Når omdrejningstælleren rammer cirka 7.000 o/min, skifter motor totalt karakter og begynder at lyde som en blanding af en japansk motorcykel og en støvsuger på steroider. Faktisk er lyden så speciel, at den er ekstremt svær at beskrive. Den skal simpelthen opleves!
RX8 har faktisk fire døre
Rent designmæssigt er Mazda RX8 noget af en perle. Udefra ligner bilen en heftig 2+2 coupe, der kun har plads til en lille rejsetaske og med lidt held et sæt golfkøller. Men, der tager man helt fejl. RX8 har faktisk fire døre og et bagsæde, der uden problemer har plads til to alm. voksne personer. Samtidig rummer bagagerummet 290 liter, hvilket må siges at være yderst acceptabelt. Selve designet er meget voluminøst, hvilket den ekstra fokus på og fremhævelse af hjulkasserne har sin del af skylde for. Mazda RX8 er meget vellykket og specielt i rød træder bilen virkelig i karakter, som det den er – en rigtig sportvogn.
6-trins close-ratio gearkasse
Kabinen har en imponerende samlekvalitet og man føler sig virkelig tilrette i de lækre sportsæder. Kørestillingen er optimal og den lille gearstang, der er forbundet med en 6-trins close-ratio gearkasse, føles som en umiddelbar forlængelse af ens arm. Gearskiftet er meget tæt på perfekt og giver rig mulighed for at lave nogle ekstremt hurtige skift og derved matche den opgive 0-100 km/t tid. Samtidig er undervognen et studie i sig selv værdig. RX8 suger sig til asfalten og reagerer virkelig på ens mindste kommando med rat, speeder og bremse. Lækkert!
Mazda, Nissan eller Audi
Mazda RX8 har p.t. to egentlige konkurrenter. Den ene hedder Nissan 350Z og den anden er Audi TT. Begge biler er udstyret med V6 motorer og har en højere ydelse en Mazda’en. Men, tager man samtidig prismærket i betragtning, så er der ingen af dem, der kan matche den kvikke Mazda, der prismæssigt starter lige under de 600.000 kroner for topmodellen med 231 hk. Dette er 200.000 kroner mindre end nærmeste konkurrent. Så, hvis du kan undvære V6 brølet fra Nissan 350Z og den voldsomme brummen fra Audi TT, så er Mazda RX8 den rigtige bil for dig. Og så har du samtidig plads til passagerer også.