Hvis der er noget køretøj, der skiller sig ud på 4x4 området, så er det Land Rover. Det klassiske engelske køretøj, der igennem en menneskealder har vist at det er det bedste af det bedste når det drejer sig om off road kørsel.


Defender, Discovery og Range Rover
Specielt modellerne Defender, Discovery og Range Rover har vist at der ikke er noget terræn der er ufremkommeligt. Men, med de store ændringer i den moderne bilkultur, er det ikke nok at have en række biler, der gør det godt på et område – man bliver nødt til at have biler, der kan gøre det godt på flere områder. Den samtidige udvikling og popularitet af/blandt moderne firhjulstrækkere, har gjort at Land Rover også vil have en del af kagen. Dette er en af grundene til at Land Rover for år tilbage introducerede Freelander modellen.

Den mindste af Land Rover modellerne
Freelander er den mindste af Land Rover modellerne. Den er tiltænkt rollen som firhjulstrækker i klassen 80/20 – dvs. en bil der bruger 80 procent af tiden på asfalt og resten i terræn. Dette betyder dog ikke, at den ikke kan bruges i terræn – det er simpelthen bare et spørgsmål om statistik.

Med en del år på bagen, trængte den populære Freelander til et facelift. Selvom modellen ikke umiddelbart så gammel ud, valgte man fra Land Rovers side at følge de nye designlinier, som vi bl.a. ser det på den nye Range Rover og den nye Discovery. Mest markante designmæssige ændring er forlygterne, der er gået hen og blevet kendetegn for Land Rover. Men, selvom forlygte-arrangementet gav ekstra liv til bilen – så var det ikke her at der var størst behov for ændringer. Interiøret derimod trængte til en del modificering – og det har det fået. På en måde.

Designet er stadig lidt firkantet og gammeldags
Selvom Land Rover har forsøgt at gøre interiøret mere moderne og spiseligt for køberen i den mindre SUV klasse, så kan man ikke se bort fra, at designet stadig er lidt firkantet og gammeldags at se på. Men, når det så er sagt, så skal det også siges at kvaliteten af de materialer man har valgt er bruge er blevet bedre. Samtidig er det nemt at vaske kabinen ren, hvis man har haft brug for sin Freelander i terræn.

Hvis vi bliver i kabinen et øjeblik, så er det et punkt, som vi bliver nødt til at se på og det er sæderne. Sæderne i sig selv er ikke noget problem. De støtter godt og er yderst komfortable ved både almindelig og terrænkørsel. Men, man har ingen mulighed for at indstille sæderne i højden, hvilket er et problem, da sædet er monteret meget højt fra fabrikkens side. Og selvom rattet kan justeres i højden, så kan det ikke komme højt nok op til at kompensere for den ekstra højde man får tilført i form af sædet. Et meget stort minus, som Land Rover dog arbejder på at få ændret.

Td4 diesel og V6 benzin
På motorområdet er der forskellige mulighed når du vælger din Freelander. Vi har testet den lækre Td4 diesel og den kraftige V6 benzin model. Hvis vi starter den benzinmodellen, så byder den på imponerende acceleration, imponerende moment og lækker lyd. Motoren yder 177 hk v. 6.500 o/min og har et moment på 240 Nm v. 4.000 o/min. Desværre er den mere tørstig end et helt hold svenske turister i det danske sommerland, hvilket trækker meget ned. Land Rover lover 8,0 km/l i miks – men for at opnå dette skal man virkelig køre pænt. Lidt bedre ser det ud med den 2,0 liters Td4 motor. Her lover fabrikken 13,2 km/l, hvilket passer ganske glimrende med vores testresultat. Td4 motoren virker utrolig villig og velafstemt. Den yder 112 hk og har et moment på 260 Nm v. 1.750 o/min, hvilket gør den til den foretrukne motor i terræn og naturligvis også til den foretrukne gulpladeversion.

Køredynamik
Rent køredynamisk virker Freelander ganske velafstemt. Selvom den godt kan virke en smule tung når der køres i byen. Det manuelle gearskift i Td4 modellen virker rigtig godt og gnidningsfrit. Det samme kan siges om det automatiske gearskifte, som vi oplevede i V6 modellen. Rolige skift og flot overgang imellem de forskellige gear er kendetegnende for det automatiske skifte.

Freelander i USA
Alt det nye omkring Freelander sker også pga. Land Rovers massive forsøg på det amerikanske marked. Her har mærket været synonym med dyre luksuriøse 4x4 biler. Men, nu vil man med Freelander gerne have en del af det attraktive SUV marked. Ganske forståeligt, når man ser på Freelanders succes på det europæiske marked. Herhjemme vil vi med garanti se flest Freelander biler på gule nummerplader. En naturlig følge af vores afgiftssystem.


Gem de skotskternede knickers og gummistøvlerne væk
Har du brug for en 4x4, der har det godt på asfalten men heller ikke har noget imod at få mudder på dækkene, så er Freelander en interessant mulighed. Man behøver heller ikke være anglofil for at købe en Land Rover Freelander – dertil er modellen alt for international. Så gem du bare de skotskternede knickers og gummistøvlerne væk og smut forbi den nærmeste Land Rover forhandler.