Der køres biler ud af salgslokalerne hurtigere end nogensinde herhjemme – men, det er ikke de bilklasser vi normalt kender som storsællerter. Mikrobilerne har virkelig fået fat i danskerne, hvilket tydeligt ses i salgsstatistikkerne, hvor biler i firmabilsstørrelsen stort set ikke er at finde i top 25. Men, det er ikke kun de store biler der lider under mikrobilernes indtog – det gør de mellemliggende klasser også. Derfor ser vi også store prisnedsættelser i mellemklassen, hvor VW Golf, Ford Focus, Renault Megané etc. holder til. Senest er søsterbilerne Kia cee’d og Hyundai i30 begyndt at konkurrerer i en sådan stil, at luksusudstyr som f.eks. varme i rattet nu ryger med i de pakkeløsninger importørerne ”smider med i prisen”. Det er godt for dig og mig, altså forbrugerne. For det giver os mulighed for at få noget vi normalt ikke ville – muligheden for at tænke lidt mere på os selv, end på pengepungen. Dette er også tilfældet med den smarte Kia Pro_cee’d, den 3-dørs version af den normale cee’d. Her er der nemlig tale om en vogn for egoisten – en vogn, som man nok mest vil købe pga. udseendet, og ikke pga. dens praktiske detaljer. Lad mig forklare hvorfor.
Kia pro_cee’d ser rigtig godt ud i sit nyeste dress. Den aggressive og brede front med den markante og sportslige grill og de store lygtehuse, der strækker sig helt ind over forhjulene får virkelig pro_cee’d til at se ond ud. Den lidt højere profil bagtil giver et sportsligt udtryk og afsluttes med nogle flot integrerede baglygter, der på bedste vis fuldender et vellykket design. Faktisk er det rigtig svært at sige noget negativt om designet på pro_cee’d – rent visuelt altså. Der er nemlig et lille problem, der bl.a. gør pro_cee’d til en egoist bil. Designet gør nemlig, at man som bagsædepassager bestemt ikke skal lide af hverken overvægt, lange ben eller klaustrofobi. Det er ikke just nemt at ”snige” sig ind på bagsædet, og har du lange ben, så sidder du ikke godt over en længere tur. Samtidig er bagruderne så små, at folk der har det skidt med små indelukkede rum, nok ikke vil føle sig særlig godt tilpas, selv på en lille tur ned til købmanden. Bagsædet er derfor begrænset i sine evner indenfor persontransport. En pris man må betale for det sportslige design.
Indvendigt er alt som det plejer, sammenlignet med den almindelig cee’d. Kvaliteten er god, tingene sidder hvor de skal og det er rigtig nemt at finde en behagelig kørestilling. Der er meget sort plastik, men da materialerne er af ganske høj kvalitet, tilgives det uden problemer. Der er forholdsvis få knapper i midterkonsollen – hvorimod rattet byder på hele 18 af slagsen. Det hele sidder dog der, hvor man måtte forvente, og det er derfor meget nemt at vænne sig til. Instrumenteringen er dog meget konservativt, med hvide tal på helt sort baggrund, hvor kun det røde display i midten sætter lidt kulør på tilværelsen. Her savnes lidt nytænkning fra Kias side.
På motorsiden er der lidt af hvert at vælge imellem. Vi har testet den mindste 1,4 liters benzinmotor med 100 hk. Umiddelbart lyder det som et godt match – men det er det ikke! Motoren er simpelthen alt for svag til at sikre en god køreoplevelse. Bevares, skal du kun bruge din cee’d i byen, så er der ingen problemer. Men, i samme øjeblik du vil på motorvejen, så kommer du virkelig til at mangle kræfter. Problemet er den 1,4 liters motors drejningsmoment, som kun er 137 Nm ved 4.200 o/min. Det betyder, at du ikke har kræfter nok til at foretage en motorvejsoverhaling med forholdsvis fornuftig hastighed – og i mange tilfælde bliver du nødt til at foretage en nedgearing for at holde maskinen oppe i omdrejninger.
Kia lover 17,9 km/l for den 1,4 liters benzinmotor. Et tal vi ikke kunne holde under en uges test. Her endte vi på 14,8 km/l i gennemsnit, ved ligelig fordelt kørsel.
Løsningen kunne være den 1,4 liters dieselmotor med 90 hk og et maksimalt drejningsmoment på 220 Nm ved blot 1.500 o/min. Selv om vi ikke har testet bilen, så ser det på papiret langt mere fornuftigt ud. Der er selvfølgelig også en merpris – men med 25 km/l, lavere brændstofpriser og bedre mellemaccelerationer, burde de penge være givet godt ud.
Køreegenskaberne er forbedret væsentligt i forhold til bare seneste generation af cee’d. De er stadig ikke på Golf eller Focus niveau – men, de er rigtig gode. Gearskiftet er let, og du har mulighed for at justere styretøjets opsætning via en knap på rattet. Her kan du vælge mellem Comfort, Normal og Sport. En smart detalje der virker rigtig godt.
Kia kører p.t. med en intropris på pro_cee’d, så du kan få den 1,4 liters model med Active udstyr for kun 169.999,-. Det er en virkelig god pris, for en bil i den størrelse. Også selv om motoren ikke er blandt de stærkeste. Vores testbil havde Active Plus udstyr, hvilket betød en pris på 189.990,-.
Kigger du på søsterbilen Hyundai i30, så koster den 5.000,- mere og har ”kun” 5 års garanti, hvor Kia tilbyder 7 års garanti. Hyundai i30 er der kræset lidt mere for indvendigt, mens pro_cee’d er mere sportslig set udefra. Motorerne er nøjagtig de samme.
Personligt kan jeg rigtig godt lide pro_cee’d. Den viser, at Kia på ingen måde er et sekundært mærke, men sagtens kan tage kampen op med de store europæiske producenter. Du får virkelig meget for prisen når det drejer sig om design og udstyr. Nyvognsgarantien er den bedste på markedet, og matches ikke af andre. Motorudvalget er stort, men du skal være klar over dine behov, inden du vælger de mindste modeller. Alt i alt, så er pro_cee’d et rigtig godt bekendtskab.