Accent'en ligger størrelsesmæssigt i en gruppe for sig. Hvis man fx kikker på Peuoget 206 er denne noget mindre, men i cirka samme prisleje. Peugoet 307 er noget større og meget dyrere, hvis man vil have diesel. Det samme gælder også for Toyota Yaris og Toyota Corolla
Accent'en er Hyundai's ældste bil i flåden; og det kan mærkes. Helhedsindtrykket af kvaliteten er ikke på højde med fx Elantra, Sonata eller Santa Fe. Interiøret virker for plastikagtigt og kabinen lidt "spinkel". Man sidder fint nok på forsæderne, hvor der er rimelig plads til chauffører på 1.85 m. På bagsædet skal man helst ikke sidde, hvis man er over 1.80 m, med mindre man gerne vil have ondt i nakken.
Udstyrsmæssigt er Hyundai Accent godt med; som det som regel er tilfældet med asiatiske bilmodeller. Centrallås (kan kun betjenes fra fører døren), elspejle, elruder, A/C, tågelygter for/bag er standardudstyr på Accent CRDi. Heldigvis er man holdt op med at reklamere med "Aircon" i farvestrålende tekst på bagsmækken…det var lidt overflødigt.
Sikkerhedsmæssigt stiller Accent'en op med 4 airbags og ABS bremser med EBD, og det må betegnes som et minimums sikkerhedsniveau i dag. På bagsædet finder man 2 nakkestøtter og 2 3-pkt. seler. Og det er fint nok, da der reelt ikke er plads til 3 personer på bagsædet.
Den 3 cylindrede diesel motor finder man, som tidligere nævnt, også i Matrix CRDi, men da Hyundai ikke havde en "lille" bil med dieselmotor faldt det naturligt også at smide den nye diesel motor i Accent'en. Men det burde man måske have ladet være med. Diesel motoren er i hvert fald langt fra imponerende. Motoren yder 82 Hk v. 4000 o/m. og et moment på 182 Nm. v. 2000 o/m. Tophastigheden er 170 km/t og 0-100 km/t overstås på 14,0 sek.
Når motoren startes efter en kølig nat, føler man sig hensat til en Ford Escort diesel fra 1989. Støjniveauet og gangkulturen lever langt fra op til dagens standard. Men når motoren først er blevet varm, og bilen er kommet op i hastighed er motoren dog til at leve med. Den store fordel ved dieselmotorer er som regel at man kan køre i et rimeligt højt gear både for at spare brændstof og minimere støjniveauet. Accent'en motor er bare for svag til at kunne trække et højt gear. Dette kommer fx til udtryk på landevejen. Ved kørsel med 70-80 km/t i 5. gear lyder og føles motoren som den er ved at "tabe pusten". Det er faktisk først ude på motorvejen gearingen og motoren passer sammen. Ved 110-130 km/t er støjniveauet rimeligt behageligt, så det kan faktisk godt lade sig gøre at tage på langtur i en Accent CRDi.
Selvom gearing og motor ikke rigtigt passer sammen er selve gearskiftet ganske fornuftigt. Det skifter let og præcist, så på dette punkt kan man ikke tillade sig at brokke sig.
Med en pris tæt på 170.000 kr. tror jeg at Accent CRDi vil få det meget svært. Bilen er ikke nyskabende og kunderne skal være halv-døve for ikke at de bliver skræmt væk, så snart de starter motoren.