I løbet af de sidste 2-3 år har de største bilmærker sendt en ny generation af deres model i firmabilsklassen på gaden – først kom VW Passat, og på det seneste har vi fået en ny Ford Mondeo, Mazda 6, Citroen C5, Renault Laguna og Honda Accord. Vi har efterhånden haft de fleste til test, og nu er turen så kommet til Honda Accord. Vi kigger nærmere på både stationcar og sedan modellen med henholdsvis en 2,0 liters- og en 2,4 liters motor.
Fine priser
Honda har altid ville have at Accord skulle ligge lidt hævet over de nærmeste konkurrenter på kvalitet, teknik og pris. Og sådan har det også været, men den filosofi har ikke solgt så mange biler, som de kunne ønske sig.
Når man så, nu, sammenligner prislister, ser det ud til at filosofien er blevet tilpasset – priserne er i hvert fald. Accord priserne matcher nu rimeligt konkurrenterne i firmabilsklassen, og samtidig med at man ikke har slækket på kvaliteten og den tekniske kunnen, burde den nye Accord være lettere omsættelig i salgslokalerne.
Nye forsigtige linjer
Honda er gået forsigtigt til værks, med at trække nye linjer op til Accorden. Grundlæggende ligner den sin forgænger, men især fronten er blevet mere aggressiv og muskuløs. Men det er primært stationcarmodellen, som nyder godt af det opfriskede design. Den afstumpede bagende, som den gamle stationcar slæbte rundt på, er nu blevet afrundet og meget, meget mere harmonisk at se på.
Lækkert interiør
Som sagt så har Honda altid været en tand bedre på mange områder, og et område de stadig forstår at mestre er at lave en kabine, der er kvalitetsmæssigt i top, og lækker at opholde sig i. Dørene smækker med et stille ”dump", sæderne støtter godt, rattet er i læder, og har en dejlig tykkelse, og alle betjeningsknapper og greb er en fornøjelse at håndtere.
Ikke så meget luft
Den nye Accord byder på mange forbedringer, men der er også lidt malurt i bægeret. På plads området har Accord aldrig været en mester og heller ikke i denne udgave er det blevet meget bedre, selvom bilen er blevet længere. Bagsædepladsen er acceptabel til ikke alt for store vikinger, mens bagagerummet på mærkværdigvis er skrumpet i stationcarmodellen (406 liter), men trods alt bibeholdt i sedanmodellen (460 liter).
Elektronik i lange baner
Honda kan noget med teknik, og hvis man vælger at proppe alt det ekstraudstyr i bilen, som det overhovedet er muligt, kan den stort set køre af sig selv.
ACC (Aktiv fartpilot), CMBS (Kollisionsbegrænsende bremsesystem), LKAS (vognbaneassistent) er 3 systemer der både hjælper, assisterer og sikre i den almindelige kørsel og i tilfælde af uforudsete hændelser.
ACC er en aktiv fartpilot, der via radar automatisk holder den rette afstand til den forankørende og dermed selv regulerer hastigheden.
CMBS fungerer lidt på samme måde som ACC – også ved hjælp af radar, mens hovedformålet er at advare om en forestående kollision, og være med til at formindske skaderne ved at aktivere bremsen og strammeselerne, når en kollision synes uundgåelig.
LKAS fungerer via et kamera monteret ved bakspejlet, der registrerer vognbanemarkeringerne og kan dermed ”se” at bilen er på rette spor. Systemet sender så signaler til den elektriske servomotor og ”drejer” dermed på rattet for at hjælpe føreren. Det er dog ikke en sovepude, for systemet er intelligent nok til at føle, hvis man ikke har hænderne på rattet, eller bare ikke styrer lidt med selv – i sådan et tilfælde slår systemet fra, og advarer med lyd og en blinkende advarsel.
Generelt virker alle systemer efter tanken, men de har visse begrænsninger. ACC er rigtigt lækkert at køre med på motorvejen, og med automatgear så kan det næsten ikke være mere afslappende. CMBS fungerer også fint, i det målestok det er praktisk muligt at teste - ved bykørsel bliver man til tider advaret om en forstående kollision, og det kan da sikkert redde nogle skrammede kofangere.
LKAS er stadig en tand for ustabilt i praksis. For at systemet skal kunne fungere, kræver det en fin vej med tydelige hvide striber, og det er jo ofte en mangelvare på de danske veje. Det er en underlig fornemmele næsten helt at overlade bilen til at køre sig selv, men umiddelbart er det ikke et system man behøver at ofre penge på - endnu.
Udover alt det elektroniske sikkerhedsudstyr, der selvfølgelig også indeholder ESP og 6 airbags, er komfortudstyret komplet med bl.a. dual zone klimaanlæg, fjernbetjent centrallås, elruder, elspejle, rat med fjernbetjening til radio og betjening af fartpilot og et meget velspillende audioanlæg.
2,0 liter 156 hk – 2,4 liter 201 hk.
Når man skal vælge benzinmotor til sin Accord er der to alternativer: enten 156 hk eller 201 hk. Umiddelbart er de 156 hk meget passende til Accorden, også selvom den vejer godt 1,5 ton. Præstationerne er i den sporty liga med 9,3 sek. til 100 km/t og en tophastighed på 215 km/t. Motoren er en perle, der skal have omdrejninger, men så heldigvis også kan li’ at få mange omdrejninger.
Derfor så jeg også endnu mere frem til at prøve den kraftigere model med 201 hk, og et drejningsmoment der er 42 Nm. kraftigere. Det blev desværre en skuffelse – ikke pga. motoren, men fordi den blev hæmmet af den 5 trins automatgearkasse. Selv med 46 hk ekstra og større moment, er den 2,4 liters motor med automatgear langsommere fra 0-100 km/t, end den svagere model med manuelt gear. Samtidig er automatgearkassen meget langsom i sin skift - som man til tider føler at man skal sidde og vente på.
Konklusion
Hvis jeg ser bort fra skuffelsen med automatgearet, så kører den nye Accord suverænt i kraft af, at al teknik er på toppen og spiller så godt sammen. Motorerne spinder, undervognen hager sig fast i asfalten, det 6-trins manuelle gearskifte kan ikke blive bedre, og kvaliteten er i top. Så med de nye og mere harmoniske priser, er Accord anno 2008 en absolut topspiller i firmabilsklassen.