Polestar 4 skal sparke døren ind på elbilmarkedet med unikt design og manglende bagrude, mens nye tekniske løsninger skal give længere rækkevidde. Og tilmed bliver Polestar 4 faktisk til at betale.

Polestar vil gerne vise, at de hverken er Volvos lillebror, eller bare endnu et kinesisk elbilmærke. De er helt sig selv, og derfor lanceres den nye model, der blot hedder 4 – fordi vi er i 2024 – i mærkets butik på en af Københavns mest mondæne adresse, et stenkast fra Magasin. Ligesom butikken er der noget, stramt, næsten klinisk og alligevel elegant over mærket. Der er umiddelbart mere kølig Scandi-cool over Polestar, end der er billig kinesisk masseproduktion. Det samme gælder for 4, som lander i Danmark allerede i september eller oktober – og det til en skarp pris. Billigste variant Long Range Single Motor med baghjulstræk koster fra 465.000 kroner, mens Long Range Dual motor koster fra 495.000 kroner.

Træt af Tesla - så prøv VW ID.7

Til den pris får du en bil, som er lidt større end den velkendte Polestar 2, men takket være nogle unikke løsninger, er der noget mere plads, specielt på bagsædet. Polestar 4 har ingen bagrude. Den slags kræver nemlig kraftige hæftepunkter, der fylder, og skal de skjules i designet, får man eksempelvis et højere tag, som forstyrrer den vindglatte og elegante silhuet, man har kunnet skabe til Polestar 4. Den ser lav og flad ud, og alligevel er der rigtig meget plads på bagsædet, også til hovedet. Ryglænet kan justeres frem eller tilbage, og alligevel efterlade et relativt stort bagagerum på 526 liter. Kort sagt får man alle fordelene ved et sporty design med lav vindmodstand, uden at skulle gå på kompromis med pladsen.

Nerd alert – Audi Q6 er en teknisk tour de force

Eneste minus er dog lige, at man ikke kan se ud af bagruden. Det har Polestar så løst ved at have et avanceret kamera fra Gentex. Det er på 2,5 millioner pixel, og så har det et synsfelt på 121 grader, så der skulle ikke være nogen blinde vinkler.

Dobbeltkobling

Single Motor-versionen har 272 hestekræfter og 343 Nm, og runder 100 km/t på 7,1 sekunder, og så kan den hurtiglade med op til 200 kW, og den hjemmelader med op til 22 kW. Nettokapaciteten er 94 kWh, og den officielle rækkevidde er op til 610 kilometer. Den må trække op til 1.500 kilo.

Topmodellen har samme motor, men både foran og bagved, så i alt er der 544 hestekræfter og 686 Nm. Men det interessante er, at motoren er en permanent magnet-type, som er godt, når man vil have mange kræfter ud af en kompakt motor. Til gengæld har sådan en motor altid en smule modstand fra magneterne, hvilket koster på rækkevidden. Derfor har Polestars ingeniører udviklet et system, hvor motoren foran har to koblinger – en til hvert forhjul. Så når de ekstra kræfter ikke er i brug, kobles motoren helt ud, uden nogen former for modstand.

Konservativt oprør – BMW i5 M60

100 km/t kan nås på bare 3,8 sekunder, og rækkevidden er op til 580 kilometer. Har du lyst, må bilen trække op til 2.000 kilo.

Køreglæde i førersædet

Udover den ekstra motor får den dyre udgave også aktive støddæmpere, som konstant justerer affjedringen til underlaget, og som kan justeres til hård eller hårdere, alt efter hvor sporty, du vil have det. Men bilen skulle være ret fast sat op med fokus på at skabe en dynamisk bil, fordi Polestar anser køredynamik som en af deres hjørnestene.

Grøn samvittighed

En anden hjørnesten er bæredygtighed. Polestar siger selv, at denne bil ’kun’ udleder 21 tons CO2 fra vugge til grav takket være vedvarende energi og genbrug af materialer. Til sammenligning har Volvo lavet en rapport, der viser at deres model C40 udleder 27 tons i bedste tilfælde over 200.000 kilometer, mens en sammenligning benzindrevet XC40 udleder 59 tons. Batteriet er den store synder i elbilproduktionen, men det er altså lykkes Polestar at sænke den, og man gør meget ud af at kunne sikre sig at sjældne jordarter er frembragt på en ordentlig måde.

Selv med version 2.0 er Fisker Ocean ikke sødygtig

Det er ikke kun i produktionen, man har tænkt på klimaet, men også når bilen en dag skal skrottes. Så derfor har man tænkt genbrug ind i designet, så man eksempelvis ikke har blandet materialer sammen i så høj grad som normalt.   

Polestar 4 deler platform med den kinesiske elbil Zeekr 001, men er udviklet i Gøteborg og Sydengland, og bliver produceret i den kinesiske Zhejiang-provins.