Ford er tilbage med en ny Transit Custom, som endnu en gang viser, hvor godt en helt almindelig varevogn kan køre. Samtidig er der mere plads, og du kan nu vælge mellem diesel, plugin-hybrid og ren el.
Der er ingen på højde med Ford, når det kommer til at lave helt almindelige biler, som kører sjovt. Man kan diskutere, hvor vigtigt det er, at en stor varebil som en Ford Transit Custom kører, så du får et smil på læben, men det er altså det, der sker, hver gang du får rattet mellem hænderne. Der er nemlig en kommunikation med dig som fører, som er ingen andre varebiler forundt. Og hvis du presser farten i et sving, vil du opdage, at der nærmest ingen krængning er at spore i karossen. Det er ganske atypisk for en varebil i denne størrelse – og måske ikke altid lige smart, hvis bilen er proppet med værktøj eller varer. En af årsagerne skal findes i, at Ford har udskiftet bladfjedrene på bagakslen, så der nu i stedet er skruefjedre, som giver mere præcise køreegenskaber og en lavere bund, som er godt for pladsen. Om det er Ford, eller i virkeligheden Volkswagen, er ikke til at vide, men den næste Transporter, som altid har kørt med skruefjedre, bliver i hvert fald identisk med Transit Custom. Uagtet står Transit Custom tilbage som bedre kørende end alt andet i sin vægtklasse lige nu.
Tungt ægteskab mellem Volkswagen og Ford
Testbilen er til gengæld også lidt af et unikum, en Trend 300L2, altså en lang udgave med 2-liters dieselmotor, 170 hestekræfter og et 8-trins automatgear. Bilen skulle koste 280.642 kroner uden moms, men på grund af for få tildelte pladser til det danske marked, kan man ikke bestille modellen pt. I stedet må du nøjes med manuelt gear og 136 eller 150 heste.
Iveco e-Daily – den tunge dreng tænker grønt
Det er ellers en fin kombination, motoren virker kraftigere og mere ivrig end sine 170 heste, måske hjulpet på vej af en knivskarp speeder, hvor du skal køre med et råddent æg mellem fod og speeder, hvis ikke motoren skal sende alle heste ud på en gang. Gearkassen skifter fint og kvikt, og kobler ud når du ikke bruger kræfterne. Det gør, at Transit Custom kan glide eller rulle enormt langt, som er godt for forbruget, hvis ellers du kan forudse trafikken, men det kræver lidt tilvænning. Et mindre kritikpunkt er, at det er småirriterende at styre gearkassen manuelt, fordi det sker fra en + og – knap på siden af gearstangen.
Praktiske Ford
Selve kabinen er i vanlig stil fyldt med små aflægningsrum over alt, og nogle er så store, at du kan gemme en bærbar computer. Den nye skærm i midterkonsollen måler hele 13 tommer, og er standard allerede fra billigste variant Trend. Det er passagerairbaggen til gengæld ikke, som skal tilkøbes for 1.117 kroner. Ringe. I Trail og Limited er den dog standard.
Grønt håb til håndværkerne – Ford Transit Custom PHEV
I sæderne sidder man godt, og der er uhindret udsigt fra førerpositionen, så det føles som en bil, du sagtens kan knuse mange kilometer i. Altså lige indtil støjen fra motorvejen vælter ind i kabinen fra dæk og vej. Der er for meget af den i forhold til andre konkurrenter.
Buddets nye favorit – test af VW ID. Buzz Cargo
De udvendige dimensioner er vokset en smule, så lastrummet er blevet otte centimeter længere, så det nu er tre meter langt. Ryggen vil takke dig for, at den indvendige højde er vokset med 2,7 centimeter til 143 centimeter. I væggen mod førerkabinen findes en lem, som udnytter pladsen under passagersæderne, så man kan have gods på op til 345 centimeter. Sidedøren er tilmed blevet bredere, der er kortere afstand fra jorden og op i bilen, og der er nu et indbygget et trin i dørsiden. Alt sammen meget praktisk, så arbejdsdelen af den nye Transit Custom lader ikke til at fejle noget.
Flere drivlinjer
Den klassiske dieselmotor er blot en mulighed, hvis du bestiller en Transit Custom. Der findes også en plugin-hybrid med samme drivlinje som Kuga. Den kan give god mening for håndværkere i byen, som har korte afstande, hvor en diesel ikke kan nå at blive rigtig varm. Transit Custom OHEV må trække to tons, mens dieseludgaven må trække op til 2.800 kg. For dem med endnu grønnere behov, lanceres der også snart en elektrisk udgave med op til 327 kilometer rækkevidde, og som samtidig må trække op til to tons.
Succesen bliver elektrisk – Ford præsenterer batteri-varebilen E-Transit Custom
Uanset om du er til diesel, hybrid eller ren strøm, så er den nye Transit Custom en fin pakke, for håndværkere, der sætter pris på køreglæde.