At kunne påhæfte titlen "Verdens hurtigste", er bestemt ikke noget der mindsker interessen for et produkt. Specielt ikke hvis vi taler om biler - og da det er det vi er bedst til her hos Testbilen, så lad os lige kigge lidt på verdens hurtigste truck, Ford F150 Lightning SVT.
F150 er godt nok en Ford - men den er ikke en del af det europæiske modelprogram. Det er altså en amerikansk bygget Ford. Og den er også bygget efter amerikanske normer. Stor, større, størst...
Selvom F150 er den mindste truck i Fords F-serie, så er den rigtig stor. Med en egenvægt på 2.300 kg, vil man umiddelbart sige at det er et stor og tungt monster man skal smide rundt med. Men, det eneste ord, der er sandt i den sætning er MONSTER. Og monsteret finder vi ude foran under motorhjælmen. Her finder vi en 5.4 liters V8'er med kompressor , 360 Hk (380 Hk i model 2003) og et moment på næsten 600 Nm. Dette er nok til at give den "tunge" truck en accelerationstid fra 0-100 Km/t på blot 6.2 sekunder og en topfart på 225 Km/t. Det er nok til at sætte en hvilken som helst bil til vægs, med mindre vi taler om superbiler i Porsche klassen.
At beskrive den følelse det er, at sætte bilen i Drive og smække klampen i bund, er næsten umulig. Men, hvis jeg siger at det ligger meget tæt på den følelse man har, når man holder på startbanen og piloten giver fuld gas til take-off. Det er meget voldsomt.
Hvis man vælger at køre bilen stille og roligt forbi de 80 Km/t, og derved komme op i højeste gear, for derefter at slippe speederen og lade farten stilne af til cirka 40 Km/t, hvor efter man endnu engang træder speederen i bund, så oplever man et ekstremt kick-down og en acceleration der bringer drengedrømmene om en tur i rummet tilbage. Det kan virkelig ikke retfærdiggøres med ord - det skal opleves.
Goodyear Eagle F1 i størrelsen 295/45ZR18 sikre dig at de mange heste ikke løber løbsk - men de sikre dig også samtidig en ekstrem mulighed for at lave de flotteste "burns" i asfalten. En ting man godt kan tillade sig en enkelt gang, når det er en F150 Lightning og ikke en tunet Golf man sidder i.