Et af de helt store hit, specielt i Danmark, er de firkantede og meget spøjst udseende familiebiler, der bærer navne som Peugeot Partner Tepee, Renault Kangoo og Citroën Berlingo. Bilerne sælger ganske godt pga. deres pris, rummelighed og anvendelighed - tre punkter, som familien Danmark sætter meget højt. Dette er italienske Fiat godt klar over, hvilket bl.a. er en af årsagerne til at de nu præsenterer Fiat Qubo.
Ifølge Fiat, så er Qubo den bil de har manglet i deres modelprogram. Ja de vil faktisk gå så langt, som at kalde den for den perfekte familiebil, der gør deres modelprogram komplet. Om det er rigtigt vil vi kigge nærmere på her - derfor tester vi Fiat Qubo 1,3 MJT med automatgear.
Design og indretning
Qubo betyder firkant eller firkantet, hvilket er meget passende på modellen. Selvom Qubo ligner en stor boks, så har man fra Fiats side formået at afrunde hjørnerne tilpas meget til at gøre bilen dynamisk at se på - i hvert fald i det omfang det nu er muligt at gøre en kasse dynamisk. Udefra virker Qubo virkelig stor og rummelig, hvilket den også er - selvom den faktisk er betydeligt mindre end førnævnte franske konkurrenter.
Indvendigt er Qubo typisk Fiat. Kvaliteten er god, knapper og aflægningsrum er placeret så de er nemme at benytte, og sæderne har en stor siddeflade, men ikke en voldsom sidestøtte. Fuldstændig som vi kender det fra andre Fiat modeller. Den manglende sidestøtte opvejes til dels af det glimrende armlæn, der er monteret på siden af førersædet.
Pladsen på bagsædet er yderst fornuftig, hvilket også må siges om pladsen i bagagerummet. En barnevogn, cykel eller masser af bagage, finder nemt plads bagi. Og da adgangen til bagsædet foregår via skydedøre, ja så er de faktisk svært at finde noget negativt på netop det område. Qubo er genial på dette område - og takket være skydedørene, så undgår man buler i andre folks biler, når ungerne ønsker at komme hurtigt ud på en tæt pakket parkeringsplads.
Bag rattet
Som chauffør i Qubo kan man glæde sig over at sidde højt og derved have et glimrende udsyn i trafikken. Kørestillingen er ganske glimrende og de fleste vil føle sig godt tilpas, takket være den megen plads omkring hver enkelt passager. Qubo er nem at "smide" rundt i trafikken - også selv om den ikke er udstyret med Fiats glimrende "CITY" funktion, hvor servomotoren hjælper til med styringen ved små hastigheder.
I byen er den 1,3 liters, prisbelønnede, dieselmotor med 75 hk mere end rigeligt til Qubo. Takket være et drejningsmoment på 190 Nm ved blot 1.750 o/min, er der masser af trækkraft i bytrafikken. Men nu begynder der så at dukke nogle små problemer op. For det første, så var vores testbil udstyret med automatgear - hvilket på papiret er glimrende, da Qubo er den eneste i sin klasse, der har denne mulighed. Men i praksis er automatgearet ekstremt dårligt. Faktisk tror jeg at overgangen fra 1. - 2. gear må være tæt på det mest langsomme i verden. Og da skiftene foregår på en måde, hvor folk med hang til søsyge hellere må holde sig væk, ja så er det altså ikke godt. Så med mindre at du absolut insisterer på automatgear, så hold dig langt væk fra det i denne model.
Noget andet er køreegenskaberne, der ikke er særlig inspirerende når vejen bliver lidt snoede og hastigheden kommer over by niveau. Her savner jeg lidt dynamik - for det er muligt at gøre en kasse dynamisk - det er da set før.
Motoren skal dog have en masse ros, for den 1,3 liters dieselmaskine er virkelig behagelig - og samtidig ekstremt økonomisk. Qubo render 22,2 km/l, hvilket faktisk gør den i stand til at køre over 1.000 kilometer på en tankfuld. Og da CO2-emissionen er helt nede på 119 g/km, så ser det ikke helt tosset ud.
Accelerationen og tophastigheden er dog noget brgrænset. 0-100 km/t er overstået på16,5 sekunder og tophastigheden er 155 km/t. Hmmm...
Udstyret
Qubo fås i to udstyrsvarianter - Active og Dynamic. Prisen for Active modellen er 169.990,- - og her får du bl.a. ESP, Hill Holder, el-ruder, fjernbetjent centrallås og board computer, som standard. Desværre er air condition ikke standard på Active - her skal du op i Dynamic, hvor du så samtidig får el-justerbare sidespejle, armlæn i førersiden og tågeforlygter. Prisen stiger så også til 194.990,- - stadig billigt, men også mange penge for ekstraudstyret.
Vores testbil var som sagt udstyret med automatgear. Merprisen for dette er 25.000,- - men hold dig fra det.
Konklusion
Hvem henvender Qubo sig så til? Er det kun familien Danmark, eller er der andre målgrupper, hvor bilen kunne være interessant. Faktisk har det vist sig at folk med forskellige handikap er meget fascineret af Qubo. Skydedørene, den lette indstigning og minsandten også automatgearet virker attraktivt i denne målgruppe. Så jeg vil faktisk tro at Qubo nok skal sælge ganske pænt, hvis man lægger salget fra disse to målgrupper sammen.
Qubo er en interessant bil, hvis man deler den op i små bidder. Her tænker jeg på pladsen, motoren, anvendeligheden og de praktiske løsninger. Den er desværre også ganske uinteressant, hvis man kigger på automatgearet, køredynamikken og det kantede udseende. Men, er det ting man kan se bort fra som forbruger - så er Qubo nok ikke så ringe endda.