Giver det mening at bruge 15.000 kroner ekstra på én enkelt bagdør til den i forvejen dyre elektriske Fiat 500e? Vi tester bagsædepladsen og adgangsforhold i den charmerende italiener med hjælp fra to syvårige bagsæde-eksperter.
I Danmark er biler dyre, og derfor holder vi af at bruge den ene bil, vi har råd til – om det er ferieturen sydpå, en haveaffaldstur på genbrugspladsen eller den daglige pendlen, så skal bilen den ondelyneme kunne klare alt, vi kaster efter den.
Det er ikke altid udlandet deler denne opfattelse, og derfor er bagsæder og bagagerumsplads i de små, billige biler ofte til grin. Men det er som italienere har lyttet, for nu kan du få Fiat 500e, elbilsversionen af 500, i forskellige versioner alt efter lyst, penge og behov.
Elektrisk originalitet - Honda e
Fx en særlig passende specialversion med en lille bagdør, der åbner modsat vej end fordøren, så adgangen for de små til det lille bagsæde bliver nemmere.
Det koster en dør
Startprisen er 190.000 kroner for grundversionen Action med 95 heste og en opgivet rækkevidde på 190 kilometer, men den specielle version kan man kun få i højeste udstyrstrin La Prima, eller næsthøjeste, Icon, der i normalversionen kan fås fra 266.500 kroner.
I forhold til Action og (RED), der hedder sådan, fordi nogle penge fra salget doneres til gode formål, får du større motor på 118 heste og en opgivet rækkevidde på 315 kilometer, fælge på 16 tommer, (17 tommer i testbilen La Prima) regnsensor, varme ved viskerblade, fartpilot, lækkert dellæder-rat og opladning med en hastighed af 85 kWh.
Tak for kaffe – Mokka er Opel, som du aldrig har set det før
Vi må her også nævne, at Fiat i januar 2022 sælger 500e med et helt års gratis strøm, i runde tal en rabat på 7.500 kroner, og at du kan lease den uden udbetaling for 3.895 kroner permåned.
Med tilnavnet 3+1 og den ekstra dør koster 500e lige 15.000 kroner ekstra (eller 200 kroner mere per måned, når du leaser).
Rosenrøde morgener
Vi testede en meget rosa-metalfarvet sag i det højeste udstyrsnivreau La Prima på den daglige køren-til-skole-tur, hvor et par unger både syntes vognen er charmerende, og den ekstra dør sej.
Ved afleverering ved kantstenen giver det god mening, at døren åbner i højre side, som vender mod fortovet og væk fra trafikken. Døren gør det her ret nemt at hælde ungerne ud. Alt er godt om morgenen.
Den elektriske charmør – Mini Cooper SE
Men på indkøbsturen på vej hjem senere på dagen, kommer udfordringen. I en bås på en p-plads, hvor den brede fordør ikke kan åbnes helt op, kan man komme til at blive fanget mellem de to modsatrettede døre, og det bliver til noget uskøn akrobatik. Det er så noget, den deler med andre biler med lignende døre som fx elbilen Mazda MX30.
Men i det store og hele er den ekstra dør klart at foretrække. Uden ekstradør er adgang til bagsædet dum, og forsædet skal skydes frem, hvilket er let nok, men det er svært at få forsædet til at falde tilbage i den indstilling, det havde.
Med den ekstra lille bagdør kan man nøjes med at skubbe ryglænet frem, eller blot lade det være - der er plads nok til at ungerne kan kravle ud.
Bilen er en mobil
Vi har jo tidligere anmeldt, hvordan 500e er som elbil, og den er absolut genial, og med til at forhøje det er, at vognen er stille, let at køre, let at bruge, veldesignet og lækker i materialerne, den er lidt som hvis Iphone var en bil.
Det trækker dog ned, at ungerne aldrig lærte at sele sig selv på bagsædet, da låsene til selerne er alt for dybt begravet i lædersædet, og det kan små barnefingre ikke få fat i.
Godt oppe i motorvejsfart er der også så meget vindstøj bagfra, at man mistænker bagagerumsklappen for at stå åbent. Desuden lyste advarselslampen for åben bagdør ofte, selv om den var forsvarligt lukket.
Trods høj pris: Peugeot e-208 skal nok blive et hit
Menusystemet virker også ret langsomt, men udover disse få sandkorn, er der ikke meget, der knaser i tænderne ved 500e 3+1. Det skulle da lige være det utroligt lille bagagerum på 185 liter, og at bagsædet jo altså kun er dueligt til børn.
Den RIGTIGE Fiat 500 hyldes for sit design
Men har du et par stykker af den slags livsstilssymboler, så tøv ikke med at vælge din 500 med ekstradør, det er både praktisk og en smart lille showstopper.