Plugin-versionen af Toyota RAV4 er den bil, Toyota skulle have lavet fra starten. Med 306 hestekræfter har den kraftoverskud og komfort, som klæder bilen, uden at du skal have dårlig samvittighed, fordi batteriet giver en rækkevidde på 75 kilometer. Der er bare et problem – ingen ved, hvad den skal koste.
Toyota RAV4 Plug-In Hybrid er sådan, Toyota skulle have lavet modellen fra start. Det skrev vi allerede, da vi kørte bilen for første gang i september, og det har en uge i selskab med bilen ikke ændret på. Tillad mig at forklare hvorfor.
Plugin-power indfrier endelig Toyota RAV4's potentiale
Først og fremmest har Plugin-versionen fået et mægtig stort batteri på 18,1 kWh. Det siger dig måske ikke meget, men til sammenligning havde den første generation af den fuldelektriske Nissan Leaf et batteri på 24 kWh. Officielt er rækkevidden på 75 kilometer ifølge WLTP, og vi oplevede ret konsistent at køre omkring 70 kilometer. Det er en rækkevidde de fleste danskere burde kunne leve med i dagligdagen. Vi oplevede også, at hybriden var relativt sparsommelig, når strømmen endelig blev brugt op. Vi kørte 16,3 km/l i gennemsnittet, når man regnede med kun benzinmotoren. Det lader til, at Toyota trods alt har en fordel netop her sammenlignet med sine konkurrenter, fordi japanerne har bygget traditionelle hybrider i rigtig mange år. Derfor er effektiviteten ifølge Toyota selv 15 procent højere, sammenlignet med flere konkurrenter, hvor man næsten skulle tro, der var hul i benzintanken, så snart der ikke længere er en elmotor til at assistere fremfærden. Officielt har RAV4 Plug-In Hybrid et forbrug på utrolige 100 km/l.
Elektriske klaps
De elektriske kræfter hjælper ikke kun på et lavt forbrug, men også helt basalt i hverdagen. Det større batteri har nemlig givet mulighed for at ’tune’ elmotoren på forakslen fra 120 til 182 hestekræfter. Elmotoren på bagakslen, som er eneste træk til baghjulene, yder fortsat 54 hestekræfter, mens den 2,5-liters benzinmotor nu yder syv ekstra hestekræfter. Samlet er der 306 hestekræfter, som kan flytte den relativt store SUV fra 0 til 100 km/t på seks sekunder. Det er ganske kvikt, og du deler klaps ud til alt andet i et vinterfedtet lyskryds, hvis du vil først over.
Familiens nye favorit – Toyota RAV4
Du skal dog ikke forvente en sportsvogn, for RAV4’s styrke ligger netop i den øjeblikkelige effekt, som giver overskud i bytrafikken. Officielt kan pluginen køre 135 km/t på strøm, men det er tydeligt, at den mister noget af overskuddet, når farten kommer op. Selv i sportsindstillingen oplever vi flere gange, at benzinmotoren ikke starter, ligesom benzinmotoren starter, selvom batteriet er fuldt opladet, og vi kører i EV-mode. Det kan være fordi, det har været ganske koldt i testugen, men plugin-versionen er netop udstyret med en varmepumpe, som ellers skulle overflødiggøre varmen fra motoren.
Præcis og kedelig
Toyota har gjort lidt ekstra ud af plugin-versionen og har derfor fyldt mere isolering i de forreste skærmkasser og A-stolpen, og så er der akustisk glas. Det betyder, at du får en meget mere støjsvag oplevelse bag rattet, og du er faktisk i tvivl om benzinmotoren er i gang eller ej. Det er en god ting, for CVT-gearet har før været udskældt for at holde motoren ved konstante, høje omdrejninger, når bilen accelererer. Det er slet ikke så udpræget her, dels fordi elmotorerne assisterer, og så har gearingen ikke samme tendens til at jage motoren op i det høje register.
Forførende og familievenlig Ford Kuga Plug-In Hybrid
Styretøjet er fast og relativt præcist, mens affjedringen er fast, så du ved moderat ikke får ret meget krængning. Samtidig er undervognen ret effektiv til at sluge ujævnheder, så man generelt får en ret komfortabel kørsel. Går du derimod mere til stålet, viser det sig hurtigt, at RAV4 Plug-In Hybrid ikke er til den slags ballade. Som fører får du ikke nogen belønning, og presses bilen, føles den tung og understyrende. Så den egner sig meget bedre til komfortabel hyggekørsel.
Helt i skoven – Subaru Forester e-Boxer
RAV4 er nemlig grundlæggende en rigtig lækker familiebil for dem, der har råd. På trods af det store batteri, er der stadig 520 liter i det store bagagerum, og der er masser af plads på bagsædet. Testbilen er en H3 Style med masser af udstyr headup-display, kunstlæder og 360 graders panoramakamera og Toyota Safety Sense 2, en sikkerhedspakke med flere sikkerhedsfunktioner. Og netop sikkerheden er vigtig for Toyota. Det viser sig tydeligt, lige fra det bip, der kommer hver gang, for at minde dig om, at det er under tre grader varmt, når du starter bilen, til den voldsomt indgribende nødbremse, som også bremser bilen, hvis den mener, du kommer for tæt på eksempelvis en hæk, når du parkerer. En ting er, at bilen bremser selv, når man er i gang med en manøvre, som kræver hver eneste millimeter plads, en anden ting er, at den er særligt konservativ, så den faktisk bremser dig, til trods for, at der faktisk er plads – det er sgu træls. Jeg forstår godt, at der er mange bilister, der skal hjælpes, men når nu jeg faktisk har styr på situationen, så skal bilen bare blande sig udenom. Alt er andet er bare irriterende.
Men hvad koster den
Så er der lige det med prisen, for en veludstyret og rummelig SUV med over 300 hestekræfter, bør vel koste mindst en halv million kroner. Jep, det gjorde den også, eller vent lige. I april 2020 lød det, at startprisen blev 548.990 kroner for en H3 Premium. Men det var endnu inden man havde det rigtige forbrugstal, så man regnede stadig med at den officielt kørte 76,9 km/l. Men så viste det sig, at den faktisk kørte hele 100 km/l, og så var startprisen pludselig nede på 465.000 kroner. Men så kom der en afgiftsændring, som får hybrider som RAV4 til at stige. Selv Toyota kan ikke længere finde ud af det, og skulle de sælge bilen, som den er, ville den koste fra cirka 520.000 kroner og op. Lige nu er Toyota Danmark dog i gang med forhandlinger med fabrikken om ikke, de kan få lidt rabat, så prisen kan sænkes lidt. Den endelige pris skulle gerne være klar i slutningen af januar, men faktum er, at vi ikke kan oplyse dig, hvad Toyota RAV4 Plug-In Hybrid. Det er en skam, for det er en rigtig fin bil.