Ford har lettere overraskende valgt at tage en amerikansk syvsæders SUV med 457 plugin-hestekræfter til Europa. Herhjemme gør prisen, at den skal lægge arm med hårde nysere som Audi Q7 og Volvo XC90. Spørgsmålet er, om en standardudstyrsliste så lang som et menukort kan forsøde valget.
825 newtonmeter er måske en lettere abstrakt størrelse, men tillad mig at fylde lidt mere fakta på, så du kan få et billede af, hvad vi har at gøre med. Ford Explorer er en ærkeamerikansk SUV med plads til syv voksne personer, som måler fem meter og seks centimeter fra snude til hale. Hvis badevægten kunne klare den slags, ville den vise en egenvægt på 2.466 kilo, eller det samme som to Ford Fiesta’er. Alligevel kan denne double whopper af en bil runde 100 km/t på seks sekunder. Det føles aldeles brutalt bag rattet, fordi hjernen ikke er beredt på, at den mellemstore villa rykker så hårdt.
Toyota RAV4 får en storebror fra Amerika
Der findes andre store SUV’er, som er hurtigere, men Explorer er en plugin-hybrid, så den turboladede treliters V6’er får assistance fra en elmotor, monteret i forbindelse med den 10-trins automatgearkasse. Benzinmotoren yder alene 363 hestekræfter og 555 Nm, som i sig selv er tilstrækkelig, men elmotoren kan ved siden af levere 102 hestekræfter og 300 Nm, så selv med benzinmotoren slukket, rykker Explorer ok. Batteriet er 13,6 kWh stort, og det giver en officiel rækkevidde på 42 kilometer ifølge WLTP. Under testen fik vi mulighed for at simulere en almindelig pendlertur – en onsdag morgen fra Lynæs til Amager med masser af trafik. Det er en tur på i alt 85 kilometer, og 40,7 af dem kørte vi på strøm. Resultatet var et forbrug på 19,1 km/l, og det er slet ikke så dumt. Havde vi vendt om og kørt tilbage, så havde gennemsnitsforbruget set helt anderledes ud, for benzinmotoren er tørstig i sig selv, men pendlerturen er et godt eksempel på, at du faktisk kan blæse og have mel i munden, hvis du har en hybrid, som du sørger for at lade op.
Rummelig amerikaner
Til forskel fra den amerikanske præsident er en af Explores helt store forcer, at den er meget rummelig. Her er plads til syv personer, og selv den bagerste række kan du sagtens bruge, som velvoksen mand. Jeg måler 186 centimeter, og selvom der ikke er meget benplads, så behøver jeg ikke bukke hovedet for at passe ind deromme. Lige så imponerende er det, at der stadig er 240 liter bagagerum, selvom de sidste sæder er i brug. Det betyder, at du slipper for det ubehagelig valg mellem børn eller bagage. Har du kun brug for fem sæder, så tager Explorer i stedet 1.137 liter, og den bagerste sæderække foldes selvfølgelig ned i gulvet eller op igen med et tryk på en knap.
Forførende og familievenlig Ford Kuga Plug-In Hybrid
Generelt gør Explorer alt hvad den kan for at forsøde passagernes tilværelse. Der er tre zoners klimaanlæg, anlægget er fra B&O, har 980 watt og 14 højtalere, og mens du sidder der og nyder dit yndlings Johnny Cash-nummer, kan du selvfølgelig få varme i forsædet, eller køl OG massage. Der er faktisk ikke rigtig noget på ekstraudstyrslisten bortset fra en særlig metallak. Den må du betale ekstra for i ST-varianten, mens den er standard på Platinum.
Fast i kødet
Bortset fra lakeringen og lidt visuelle forskelle, er den vigtigste forskel mellem ST og Platinum, at ST stiller med en sportsundervogn. Den sænker ikke den store SUV, men bilen er mærkbart mere fast i undervognen. Fordelen er, at der er mindre krængning i sving, og i kombination med et delikat og præcist styretøj, så kører Explorer klart bedre og mere ubesværet, end man forventer af en syvpersons SUV. Alligevel ville jeg klart vælge Platinum, for ST bliver for fast, som en god bøf, der har fået for meget. Platinums blødere affjedring passer bedre til den store SUV, som takket være elmotoren, kan cruise lydløst og komfortabelt afsted.
Grøn kæmpe-SUV med 700 Nm – Audi Q7 TFSI e quattro
Startprisen på Ford Explorer Plug-in Hybrid er voldsomme 1.028.729 kroner. Bevares, du får oceaner af plads, al den grønne power du kunne drømme om, alverdens udstyr og nogle gode køreegenskaber. Men du kan faktisk købe en Audi Q7 hybrid og spare 14.000 kroner. Både BMW og Volvo leverer også store SUV’er, og det er muligt, at du hurtigt kommer til at hælde 300.000 kroner mere i en Audi, hvis den skal have samme udstyr som Explorer. Men så slipper du for det rædselsfulde plasttræ, som Ford’en skal trækkes med. For nok er Ford’en hurtig og veludstyret, men sammenlignet med konkurrenterne, er den en burgerkæde, mens de andre er en Michelinrestaurant. Du bliver mæt af begge dele, men jeg ved godt, hvad jeg ville vælge.