Siden 1955 har Chrysler med succes produceret deres 300 model i serierne B – L. Det sidste skud på stammen hedder 300M – og denne gang har Chrysler skiftet V8’eren ud med en 3.5 l V6’er. Og hvilken V6’er. 251 Hk ved 6.450 omdr. i minuttet og et omdrejningsmoment på 340 Nm ved 4.000 omdr. i minuttet gør denne motor til lidt at en kraftfuld sag. Der er overskud i enhver situation og man føler aldrig at motoren har for meget at lave. Det eneste man kan savne er V8 buldren når man trykker foden ned. Bilen reagerer prompte på speedertryk, og flytter hurtigt de 1600 kilo. 0-100 Km/t er overstået på bare 8,8 sekunder og topfarten er 230 Km/t.
Bilen har en sporty undervogn størrelsen taget i betragtning. Og med en dækmontering der hedder 225/60R16W på 17" hjul, hjælper det også godt på vejgrebet. Bilen er faktisk ret underholdende at køre. Specielt hvis man vælger at køre med Autostick. Et lille vip med gearstangen og bilen skifter elektronisk gear. På denne måde er det muligt at "lege" med motoren. Og vi målte faktisk bilen til 142 Km/t i andet gear. Vi er ret imponerede.
Pladsen i 300M er enorm. Du skal være meget tæt på 2 m, hvis ikke du kan finde en behagelig kørestilling. Det samme gælder på bagsædet. Den gode plads kan man så rigtig nyde, når man sidder godt pakket ind i de store lædersæder omgivet af paneler i californisk valnøddetræ. Det er luksus. Samlekvaliteten er ikke amerikansk. Bilen er meget europæisk, hvilket er godt for dens konkurrenceevne på et marked hvor specielt tyske biler hersker. Den store plads i kabinen har dog ikke taget noget af pladsen i bagagerummet. Her er der plads til 530 liter. Også selvom der ligger et reservehjul i full-size med alufælge. Alt den plads er selvfølgelig mulig, fordi bilen er 5 meter lang og 1,92 m bred. Den er stor.
300M er fyldt til renden med udstyr. Skulle jeg nævne det hele ville det tage meget lang tid. Så jeg vil hellere sige, at der ikke mangler noget. Jeg vil specielt gerne fremhæve anlægget i bilen. 360 W forstærker med 5 CD changer i kabinen. Og som standard er bilen udstyret med 11 Infinity højttalere. Dette er perfekt. En anden detalje er bilens bakspejl, der selv blænder ned, hvis der er en der kommer for tæt på med skarpe lygter.
Jeg har næsten kun rosende ord, til Chrysler store flagskib. Men, lidt skidt er der da også. Hver gang jeg skulle tanke, og det skete tit med kun 7-8 Km/l i snit, tog det det meste af 10 minutter. Brændstofrøret har et knæk, der gør at benzinstanderen slår fra, hvis man trykker håndtaget i bund. Det er ikke godt når man har en så tørstig bil.
Noget andet er aflæggeplads. Det er der ikke meget af i kabinen. Dette er egentlig de to ting, der er at sætte på denne bil. Og til en pris på bare 629.000,- kroner er det altså et godt køb.
Chrysler 300M årgang 2001. Det er lige mig. Godt skudt Chrysler!