Som bilelsker er det en ren fornøjelse at se, hvordan klassen for GTi’er er begyndt at blomstre igen. Golf GTI og Ford Focus styrer i en klasse, som har haft det svært under den finansielle krise. Men, efterhånden som situationen har vendt sig mod lysere tider, så er der for alvor kommet gang i de hurtige familiehatchbacks igen. Kigger vi en klasse op, rent ydelsesmæssigt, så er der fuld knald på Mercedes A45 AMG, Audi RS3 og BMW M135i. Kigger vi den anden vej, rent størrelsesmæssigt, så er der lagt op til leg af bl.a. Ford Fiesta ST og Peugeot 208 GTI. Men, hvad nu, hvis vi tager størrelsen fra den mindste klasse og performance fra den store klasse – hvad får vi så? Svaret er meget enkelt – Audi S1!
Audi, som har en lang historie med deres S- og RS-modeller har haft en god dag på kontoret, da de fandt på at tage en lille A1 og smide den formidable 2,0 liters TFSI-motor fra de større modeller ned i det lille motorrum. Samtidig har man tænkt fornuftigt og udstyret bilen med husets eget firehjulstræk quattro, så det hele ikke går op i hat og briller. Resultatet er en ualmindelig hurtig og ekstremt velkørende S1, som i den grad for smilet frem på læberne.
Motoren er på 2,0 liter og bygger på Audis prisvindende TFSI-teknologi. Ydelsen er vanvittige 231 hk, der takket være en vægt på 1.340 kg og det geniale quattro firehjulstræk, sender den lille raket forbi de 100 km/t på blot 5,9 sekunder og først stopper når elektronikken sætter ind ved 250 km/t. Motoren er virkelig en perle og den fortjener mange roser. Dens massive drejningsmoment på 370 Nm ved blot 1.600 o/min., er med til at holde lave omdrejninger ved høje hastigheder, hvilket resulterer i et gennemsnitligt brændstofforbrug på hele 14,1 km/l.
Accelerationen i S1 føles faktisk endnu hurtigere end de oplyste 5,9 sekunder, hvilket vi bl.a. kan takke firehjulstrækket for. Selv i regnvejr laver bilen ingen hjulspind ved fuld acceleration. Den bider sig derimod godt fast i asfalten og sender dig af sted i fuld kontrol og med en retningsstabilitet udover normalen. Det er så godt!
S1 har et lidt højere tyngdepunkt end f.eks. Mini Cooper JCW og opfører sig derfor anderledes i sving med høj hastighed. Men, når du har brugt lidt tid i bilen og fundet ud af, at du roligt kan sætte din lid til firehjulstrækkets evner, så er S1 ualmindelig underholdende og let kørt. Og da du har mulighed for at justere undervognen mellem komfort og sport, så er det nemt at indstille bilen til netop den kørselsform du finder passende.
S1 er fra fabrikkens side født med lækre standarddetaljer som f.eks. xenon plus lygter, indstillelige støddæmpere, sportssæder, klimaanlæg, 17” alufælge og meget mere. Men, som det så tit er tilfældet med Audi, så kan man købe sig fattig fra deres altid omfattende udstyrsliste. Vores testbil havde da også fået lidt ekstra oveni hatten, hvilket bl.a. betød multifunktionslæderrat med flad bund, BOSE surround sound, navigation, parkeringshjælp og quattro styling udvendigt. Og da basisprisen for en S1 Sportback er 448.007 og Audi havde smidt ekstraudstyr i bilen for godt 125.000,-, ja så endte den samlede pris på godt 573.000,-.
S1 fås både som hatchback og sportback, hvilket på almindelig dansk betyder 3 eller 5-døre. Vores testbil var en S1 Sportback, som også er at foretrække i det daglige, hvis du har brug for bagsædepladsen – om ikke andet, så til tasker m.m.
Kabinen er et behageligt sted at opholde sig. Du har rig mulighed for at tilpasse den til din personlighed, bl.a. med mulighed for at vælge farve på luftdyser, beklædningen på sæderne og bag på sæderne etc. Pladsen er god foran med begrænset bagi. I bagagerummet har man 210 liter at gøre godt med. En irriterende detalje er dog den tilkøbte mulighed for nøglefri start af bilen. Her har Audi nemlig leveret en almindelig flipnøgle med, i stedet for en af de nye nøgler uden flipfunktion. Og da bilen skal låses op via nøglen alligevel, så virker det fjollet.
Det jeg tror der er vigtigt med S1, det er at betragte bilen som et stykke brugbart legetøj, der er kørt helt ud i ekstremerne. Alene bilens fremtoning med den smarte styling og de fire piber bagud viser, at her er tale om noget unikt – noget hurtigt. Og Audis designere har virkelig gjort noget ud af det, hvilket ses på en detalje som hækvingen, som har samme designfeatures og form som diffuseren. Og sådan kan man blive ved med at finde små ting, når man går rundt og beundrer den lille raket. For selvom S1 koster det samme som f.eks. Golf GTI og Ford Focus ST, på trods af, at den er mindre end dem begge, så har den bare et eller andet over sig, der gør den til noget helt særligt – og det tror jeg hænger sammen med det faktum, at hovedelementerne som motor, gearskifte, firehjulstræk og design, matcher hinanden 100 %. Der er ikke noget, der stikker af fra det andet. Det er helt perfekt. Og sjovt nok, så får man følelsen af, at S1 sagtens kunne blive til RS1 på et tidspunkt ved at f.eks. at låne den 300 hk motor fra S3. Ja, man har vel lov til at drømme.
S1 er en bil efter mit hoved. Den er skabt med det formål at bringe køreglæde, hvilket den så absolut gør. Kan du finde dig i, at pladsen er mindre end Golf og Focus, så er den klart det sjoveste køb.
Specifikationer
Motortype | R4/16v |
Slagvolumen | 1.984 |
Antal HK | 231 |
Drejningsmoment (Nm) | 370 |
Drivende hjul | Firehjulstræk |
Antal gear | 6M |
Acc 0 til 100 km/t (sek.) | 5,9 |
Acc 0 til 100 km/t (sek.), målt | - |
CO2-emission (g/km) | 166 |
Bagagerumskapacitet (l) | 210 |
Egenvægt (kg) | 1.340 |
Drejningsmoment målt ved omdrejninger | 1.600 |
Forbrug EU-mix (km/l) | 14,1 |
Forbrug målt (km/l) | 13,0 |
HK målt ved Omdr. | 6.000 |
Tophastighed (km/t) | 250 |