Audi har en enorm fanskare verden over, hvilket er forståeligt, når man kigger på mærkets kvalitet og den måde de har formået at promovere sig på verdensplan, bl.a. igennem store filmproduktioner. Derfor er der også stor fokus på Audi når de sender en ny model på markedet. Sådan føles det dog ikke med introduktionen af Q2-modellen, der ellers er ment som et seriøst bud i den helt lille SUV klasse. Bevares, der var da lidt reklamefilm i TV, men ellers har der ikke været meget fokus på den nye model. Vi tager nu et kig på Audi Q2 Sport 1,4 TFSI CoD.

 

Designet er typisk Audi og så alligevel ikke. Q2 er langt mere kantet end vi normalt kender det fra Audi, hvilket har fået mange blandede kommentarer med på vejen. Personligt kan jeg godt lide, at man lige giver bilen et knæk, så den ikke ”bare” ligner en Q3 på skrump. Og en detalje jeg synes er godt tænkt af Audi er muligheden for at vælge Sideblade (C-stolpen, red.) i forskellige nuancer, så du på den måde sætter dit helt personlige præg på bilen. Det er en lille detalje, men også en detalje, der kan gøre en verden til forskel rent visuelt.

 

En anden lækker detalje er den store grill, der er blevet Audis nye kendetegn. Det passer virkelig godt til bilen og giver en klar fornemmelse af, at her kommer en meget større bil, end det i virkeligheden er tilfældet. Gør dog dig selv den tjeneste at vælge Sport-modellen, da der her er små designmæssige detaljer, som lige får bilen til at fremstå lidt mere lækker end basismodellen. Der er en lille merpris, men i mine øjne er pengene givet rigtig godt ud.

 

Indvendigt har Audi givet den lidt mere gas end man normalt ser fra deres side. Her har du nemlig også mulighed for at tilpasse bilen efter eget ønske, så den farvemæssigt skiller sig ud fra mængden. Har du f.eks. en rød bil, så kan du vælge røde indlæg og røde syninger, hvilket virkelig giver et sportsligt udtryk. Rent kvalitetsmæssigt er Q2 på et højt niveau, men ikke så højt som de større biler. Det er som om, at man har valgt en lidt anden type plastik visse steder – plastik der godt kan virke lidt billigere, men som dog stadig er i langt bedre kvalitet end det vi normalt kender som billige løsninger i bilbranchen.

 

Det er nemt at finde sig godt tilrette i Q2. Bilen snyder rent visuelt, da den faktisk er ganske rummelig – også ved bagsæderne. I bagagerummet er der plads til hele 405 liter. Om Q2 er stor nok til en familie med teenagebørn tvivler jeg dog på. Men, det er nok heller ikke tanken fra Audis side alligevel. Så lad os bare kalde Q2 for en stor lille bil.

 

Vores testbil var en 1,4 TFSI med Cylinder on Demand, hvilket betyder, at motoren automatisk lukker ned for antallet af cylindre, afhængigt af måde du kører på. På denne måde spares der brændstof ved f.eks. jævn kørsel på landevej, når motoren går fra 4 til 2 cylindre. Motoren i testbilen var dog på ingen måde kedelig, da den yder hele 150 hk og er koblet sammen med en herlig 7-trins S tronic gearkasse – og netop det sammenspil bringer bilen op på et virkelig højt niveau.

 

Køreegenskaberne fejler heller ikke noget – ja jeg vil næsten sige, at Q2 på trods af sit højere tyngdepunkt, er skarpere end Audi A3.

 

Rent brændstoføkonomisk lover Audi 19,2 km/l – et tal som vi ikke helt kunne matche. Vi nåede 16,1 km/l i gennemsnit, hvilket egentlig er OK, når man tager i betragtning, at vi kørte testkørsel, hvilket giver flere accelerationer end man normalt vil i sin dagligdag. CO2 udledningen er 119 g/km.

 

Prismæssigt starter Q2 ved godt og vel 300.000,-. Vores testbil har en startpris på 378.000,-, men kryber meget tæt på de 520.000,- når listen over ekstraudstyr er talt med. Her er der bl.a. tale om parkeringshjælp, Audi Drive Select, navigation, LED-forlygter og komfortpakke. Det er rigtig mange penge for en Q2. Og selvom bilen er lækker, så synes jeg det er for mange penge, når man kigger på, hvilke (større) alternativer der er på markedet.