Vectra 2,8 V6 Turbo OPC, nu med 280 hk
Opels topmodel i Vectra serien, Vectra 2,8 Turbo OPC har fra modelåret 2007 endnu flere kræfter, idet motoren i Vectra OPC nu yder 280 hk.
OPC modellen fra Opel Performance Center er blevet fintunet til at yde 280 heste mod tidligere 255 hk. Det er sket ved at kalibrere det elektroniske motorstyringssystem, finjustering af detaljer i luftindtag og udstødning samt ændring af speederpedalens karakteristik.
Bilens køremåde er desuden videreudviklet ved elektronisk ændring af dæmpningen, andre støddæmpere og fjedre samt finjustering af valget mellem ”Standard” og ”Sport” indstillingen af den elektronisk regulerede undervogn.
Den 5-dørs Vectra 2,8 V6 OPC koster derpå 537.416 kroner.Som Wagon er prisen på Vectra 2,8 V6 OPC en merpris på 20.000 kroner.
Udvendig kendes Vectra OPC på den dybe frontspoiler, tågelygterne samt 18 tommer letmetalfælge med seks eger. Interiøret er domineret af Recaro forsæder og læderbeklædt sportsrat.
Den aktive sikkerhed præges af den elektroniske chassiskontrol, IDSPlus2, der samler og harmoniserer de dynamiske systemet til en enhed. Det drejer sig om det elektroniske stabiliseringsprogram ESP, antispind kontrol (TC), de forskellige bremsekontroller og den automatiske dæmpningskontrol.
Sport indstilling
Ved et tryk på ”Sport” knappen får bilen fastere affjedring, mere direkte virkende speeder og styring. Bremsesystemet har 17 tommer skiver.
Den passive sikkerhed sikres ved front- og sideairbags samt aktive hovedstøtter ved forsæderne, gardinairbags for og bag, pyrotekniske selestrammere med kraftbegrænser ved forsæderne samt beslag til ISOFIX barnesæde ved bagsædet.
Føreren kan naturligvis glæde sig over aircondition, seks højttalere og fjernbetjening af radio/CD-afspiller fra rattet, sidespejle med elektrisk justering og opvarmning, elruder både for og bag, fuldt indstillelig ratstamme, fjernbetjent centrallås og splitbagsæde.
Der er fire overliggende knastaksler og fire ventiler pr. cylinder med variabel åbnetid for indsugningen. Turboladeren får tilført udblæsningsgas fra de to cylinderrækker separat.
Kraften overføres til forhjulene gennem en 6-trins gearkasse.