Fra d. 3. til 5. november er Frederikshavn kommune vært for Energiugen 2008: en udstilling der sætter fokus på transportmidler der drives af alternative energikilder.
Volkswagen er med på udstillingen med en særlig udgave af den populære familiebil: Touran EcoFuel.
Touran EcoFuel kører på ganske almindelig naturgas, og som erstatning for den almindelige benzin- eller dieseltank er bilen derfor udstyret med tryktanke der kan indholde ca. 18 kg naturgas. Hverken udefra eller indvendigt bærer Touran EcoFuel dog præg af at være anderledes. Bilen har beholdt sit kendte dynamiske udtryk, og i kabinen findes plads til 7 personer. Som i sine søskende på benzin eller dieseldrift, kan kabinen i Touran EcoFuel omdannes fra minibus til varebil på få minutter, takket være det fleksible sædesystem hvor de bagerste sæderækker lægges ned eller tages ud.
I Touran EcoFuel ligger en 2,0 liter motor, der yder 109 hk ved 5400 omd./min. Bilen er udstyret med en 6-trins manuel gearkasse, den accelererer fra 0-100 km./t. på 13,5 sek. og tophastigheden er 180 km/t. Der er således ingen væsentlige forskelle på en konventionel familiebil og Touran EcoFuel - lige bortset fra brændstoffet.
I modsætning til Tyskland, er der i Danmark ikke etableret et tætmasket net af naturgas-fyldestationer. Touran EcoFuel forbliver derfor et bevis på, at teknologien bag naturgas som alternativ brændstof i biler er fuldt udviklet - det danske marked er blot endnu ikke klar til at tage imod.