Skodas første rigtige elektrisk SUV er på vej, og nu er navnet offentliggjort. Navnet er grønt, hipt og gælisk ligesom en irsk new age-sanger.
Skoda er normalt ikke ligefrem det mest flippede bilmærke. De er nok snarere det, man ville kalde snusfornuftig, på grænsen til kedelige. Men nye tider byder på ny stil, og mærket er på vej med en elektrisk model. Det er den første fra mærket, der er udviklet fra bunden som elbil, og Skoda har lidt atypisk løftet sløret for navnet, før de har vist selve modellen.
Elektrisk originalitet - Honda e
Og navnet kan vi afsløre her – Enyaq. Jep, dette utroligt mundrette navn må være resultatet af et møde mellem snusfornuftige ingeniører og marketingstyper med LA-hestehale. For navnet Enya kender vi udmærket fra den irske sangerinde, der plagede radioen i 90’erne, og som på verdensplan har solgt over 75 millioner cd’er. Selve ordet Enya er også irsk og betyder kilde til liv, som igen kommer af det irsk-gæliske ord Eithne, der betyder ‘essens’, ‘ånd’ eller ‘princip’. Det er alt sammen rimeligt flippet. At navnet starter med et E er også heldigt, for det referer jo til el. Men de tjekkiske ingeniører har stampet i jorden, og således har de fået tilført et Q i navnet, for Enyaq er muligvis elektrisk, men den er også en SUV. Og alle Skodas SUV’er slutter på Q, ligesom Kodiaq, Karoq og Kamiq. Så den nye model skulle selvfølgelig også have et Q i enden af navnet, ellers brydes systemet, og den slags kan ingeniører ikke håndtere.
Elektrisk Folkevogn – e-Up får meget længere rækkevidde og lavere pris
Dynamisk vision
Enyaq bliver produktionsudgaven af konceptet Vision iV. Det er en konceptbil, Skoda viste frem i marts sidste år. Konceptet er en firedørs crossover-coupe, der er lige så lang som en Octavia, men takket være to elmotorer har bilen firehjulstræk og i alt 306 hestekræfter. Rækkevidden på konceptet skulle være op til 500 kilometer, men det og meget andet kan nå at ændre sig på den endelige produktionsudgave.
Mere rummelig, mere smart – Skoda Octavia er tilbage i fjerde generation
Enyaq skal bygges på Volkswagen-gruppens MEB-platform, som udelukkende er elektrisk, og som blandt andet findes under Volkswagen ID.3. Det er også derfor, Enyaq adskiller sig fra eksempelvis Citigo iV, Skodas første elbil, som er på vej til salg i Danmark med en rækkevidde på 260 kilometer og en startpris på 154.995 kroner. Citigo iV er nemlig ikke udviklet fra bunden som elbil, men det er Enyaq, som bliver spydspidsen i Skodas elektriske fremstød. Inden udgangen af 2022 forventer Skoda at have flere end 10 modeller med elektrisk drivlinje, ligesom man forventer, at elbiler og plug-in-hybridbiler vil udgøre 25 procent af salget i 2025.