Skoda imponerer med skarpe priser på deres rummelige, elektriske SUV Enyaq. Skoda Danmark kører lige nu et introduktionstilbud, så modellen starter ved 298.995 kroner inklusiv et fem års gratis service- og reparationsabonnement.
Skoda er endelig klar med de danske priser for deres nye, store elektriske SUV, Enyaq iV. Batteriet til trods er det en klassisk Skoda, så du får et bagagerum på 585 liter, og Skoda lover, at kabinen er lige så rummelig som en Kodiaq.
Bagagerummet slår sjovt nok også lige akkurat søsteren Volkswagen ID.4, som har plads til 543 liter, og som ellers teknisk er identisk. Og Enyaq slår også ID.4, når det kommer til prisen. Priserne starter ved 298.995 kroner. Det er introduktionsprisen på et begrænset antal ENYAQ iV 50, og det er inklusiv et service- og reparationsabonnement på fem år/100.000 km.
Elbilen, der får dig til at glemme alt om Qashqai – her Nissan Ariya
Enyaq iV 50 har 148 hestekræfter og 220 Nm, et batteri på 55 kWh (netto 51 kWh), som giver en rækkevidde på op til 361 kilometer. Den kan oplades med 7,2 kW AC i en ladeboks hjemme og 50 kW DC på en hurtigladestation, hvor en opladning fra 5 til 80 % tager cirka 53 minutter.
Standardudstyret omfatter digitalt cockpit, 10 tommer infotainmentskærm, Climatronic-klimaanlæg med to zoner, Lane Assist, skiltegenkendelse, Apple CarPlay, nøglefri start/stop-funktion, ISOFIX-beslag i både passagersædet foran og i bagsædet, samt Turn Assist, som advarer og ultimativt bremser, hvis der kommer trafik forfra ved venstresving.
Klaphat og fadøl
Prisen på Enyaq iV 50 virker skarp, specielt i sammenligning med ID.4, der prismæssigt starter ved 319.995 kroner, Nissan Ariya til cirka 360.000 kroner, og Ford Mustang Mach-E med en startpris på 399.900 kroner og så til gengæld 265 hestekræfter. Alligevel forventer Skoda Danmark, at modellen Enyaq iV 60 kommer til at sælge som klaphatte og fadøl til en landskamp. Prisen er 319.995 kroner.
Til den pris får man både en kraftigere elmotor, hurtigere opladning hjemme, længere rækkevidde, mere udstyr og mulighed for anhængertræk. Både Enyaq iV 60 og Enyaq iV 80 må trække 1.000 kilo anhænger med bremser. Det er samme mulighed Volkswagen ID.4 har, men hvis du vil have tungt træk, så er Ariya kongen med mulighed for op til 1.500 kilo.
VW’s elektriske SUV skal omvende danskerne
Enyaq iV 60 har en elmotor med 179 hestekræfter og 310 Nm, et batteri på 62 kWh (netto 58 kWh) og en rækkevidde på op til 412 kilometer. Den kan oplades med 11 kW AC i en ladeboks hjemme og 50 kW DC på en hurtigladestation, hvor en opladning fra 5 til 80 % tager cirka 55 minutter.
Udover udstyret fra iV 50 har iV 60 19 tommer alufælge, tagræling, lys- og regnsensor, 13 tommer infotainmentskærm, el-indfældbare sidespejle med varme, paraply i fordøren og parkeringssensorer bag.
Lang, længere, længst
Enyaq iV 80 er indtil videre topmodellen, indtil Enyaq iV 80x og Enyaq iV RS kommer til efteråret. Prisen er 369.995 kroner, og i prisen får du den længste rækkevidde på op til 536 kilometer, hvilket også slår Volkswagen ID.4, som har 522 kilometer rækkevidde. Batterikapaciteten er på 82 kWh (netto 77 kWh), og elmotoren yder 204 hestekræfter og 310 Nm. Den kan også lades med 11 kW AC i en ladeboks, og hurtigladning med 50 kW DC (5-80 %) tager cirka 70 minutter.
Som foreløbig topmodel har Enyaq iV 80 også mest standardudstyr, der udover førnævnte udstyr omfatter sølvfarvet tagræling, multifunktionslæderrat med varme og paler til styring af regenerering, bakkamera samt parkeringssensorer både for og bag.
Plus-modeller til danske forhold
Plus-modellerne er ikke tiltænkt store mennesker, men derimod de danske forhold. Der er blandt andet varmepumpe, som giver længere rækkevidde ved lave temperaturer, og lynopladning med henholdsvis 100 kW DC og 125 kW DC. Så tager en opladning (5-80 %) kun 35-38 minutter. Derudover har Plus-modellerne bl.a. Climatronic-klimaanlæg med 3 zoner, sædevarme foran, navigation, Infotainment online i 3 år og anhængerforberedelse. Enyaq iV 60 Plus koster 339.995 kroner og Enyaq iV 80 Plus koster 389.995 kroner.
Fords elektrisk Mustang koster under 400.000 kroner
Alle Enyaq-modeller bliver indtil videre solgt med et service- og reparationsabonnement, som gælder fem år/100.000 km. Sammen med Enyaq kan man også få en standardinstallation af en ladeboks fra Clever til kun 2.500 kroner, som normalt koster 7.500 kroner. Den indgår i abonnementet Clever Unlimited, hvor man får ubegrænset opladning hjemme og ude til 625 kroner om måneden.