Den internationale biludstilling i Geneve er en populær scene for nye modeller, koncepter og teknologier. Udstillingen blev i år holdt fra den 5. til den 15. marts, og her benyttede Suzuki lejligheden til at vise, at man er i fuld gang med en gennemgribende fornyelse af hele modelprogrammet. Således kunne mærket præsentere i alt fire nyheder, hvoraf to er færdige modeller, og to er på konceptstadiet, men langt fremme mod deres færdige udseende.
Suzuki Celerio er en ny mikrobil, der lige har haft dansk premiere. Med priser fra 89.990 kroner bryder den grænserne for praktik og anvendelighed i mikroklassen. Den stod ved siden af den helt nye Suzuki Vitara, der er en kompakt SUV-model med stor attitude, som er klar til præsentation i Danmark i slutningen af april måned.
“De to konceptmodeller - iK-2 og iM-4 - peger ind i fremtiden med nye praktiske løsninger og designmuligheder. Disse modeller havde verdenspremiere på udstillingen og skal ses som solide retningspile for de færdige udgaver på såvel design som teknologi,” siger John Mogensen fra Suzuki Bilimport Danmark.
Kompakt familiebil
Den 5-dørs konceptmodel iK-2 har en længde på godt 4 meter og er Suzukis bud på en familieorienteret kompaktbil i et markant design og med mange praktiske kvaliteter.
Med sin lave profil og muskuløse, flydende linjer er iK-2 en ganske opsigtsvækkende 5-dørs hatchback, der ikke umiddelbart leder tankerne hen på et snusfornuftigt køretøj til praktisk hverdagsbrug.
Men produktion af praktiske kompaktbiler er et af Suzukis specialer, og bag designet gemmer sig en nyudviklet konstruktion med løsninger, som møder familiens behov for rummelighed, alsidighed, komfort og køreglæde.
Ikke mindst er økonomien en tungtvejende faktor i kompaktklassen, og når iK-2 i begyndelsen af næste år lanceres under sit endelige navn, vil den blive tilbudt med en lille, turboladet benzinmotor og muligvis også som hybrid.
Ikonisk mini-SUV
Suzuki har mere end 50 års tradition for at producere kompakte og solide firehjulstrækkere, og med konceptmodellen iM-4 peger Suzuki fremad mod nye horisonter i den mindste offroaderklasse. Med en længde på blot 3,7 meter er iM-4 en mini-SUV. Designet har et umiskendeligt SUV-præg med store og yderligt placerede hjul, stor frihøjde og høj skulderlinje. Samtidig har iM-4 tydelige referencer til nogle af Suzukis andre biler, hvor der bl.a. er hentet inspiration fra tidligere modeller og fra den nye Swift og Vitara.
Som offroader bliver iM-4 en økonomisk en af slagsen, når den under nyt navn kommer på gaden i slutningen af 2016. Drivkraften kommer nemlig fra Suzukis nyudviklede og såkaldte ‘milde’ hybridsystem, hvor en benzinmotor er koblet sammen med en integreret start-generator, der giver ekstra kraft til motoren ved acceleration. Endvidere opsamles bremseenergien i et lithium-ion-batteri, så energien senere kan genanvendes.