Subaru er klar med en helt ny model. Navnet er Levorg og modellen er ifølge Subaru selv en sportskombi med god plads, masser af køreglæde og et prisvindende design.
Undervognen kommer fra sportsvognen Subaru WRX STI. Turbo-boxermotoren med direkte indsprøjtning er nyudviklet.
Ifølge Subaru kombinerer Levorg det bedste fra to verdener og gør det med ét slag inspirerende at køre i en praktisk hatchback. Modellen er lidt større end 3. generations Subaru Legacy og Volvo V60, klassens bestseller. Den er praktisk indrettet og rummer hele 522 liter bagage.
Under hjelmen har Subaru Levorg en 1,6 liters turboboxermotor med direkte indsprøjtning, som leverer 170 hk og 250 Nm. Motoren stammer i lige linje fra den kraftfulde 2,0 liters motor, der sidder i Forester XT. Gearkassen er et 6-trins Lineartronic automatgear, som kan betjenes via paddles ved rattet. Forprogrammerede geartrin giver god føling med accelerationen.
Ekstraordinær komfort og sikkerhed
Interiøret byder på skålformede sæder og et D-formet rat, som er overtaget fra WRX STI. Styringen skulle være præcis og neutral, og Active Torque Vectoring understøtter førerens ønsker ved at sende bilen i den retning, som rattet drejes.
Levorg 1,6 GT S har som første Subaru SRVD (Subaru Rear Vehicle Detection). Et radarbaseret system, som holder øje med den blinde vinkel og advarer ved fare. De samme sensorer anvendes til RCTA (Rear Cross Traffic Alert), som aktiveres, når bilen sættes i bakgear. Systemet scanner bag bilen og advarer om tværgående trafik.
Levorg får adaptivt fjernlys, som automatisk blænder ned ved modkørende trafik. Læg dertil automatisk nedblænding af bakspejl samt aktivering af havariblinket ved en kraftig nedbremsning.
Den japanske NCAP-organisation har tildelt Subaru Levorg den højeste rating – 40 point ud af 40 mulige – for sin overordnede sikkerhed. Derudover har Japan Industrial Design Promotion (JDP) præmieret bilen med "Good Design Award 2014".
Subaru Levorg – navnet er afledt af LEGACY REVOLUTION TOURING – bliver lanceret i Danmark primo oktober. Priserne begynder ved 454.900,- og ender på 519.900,- for topmodellen.