Ny Opel Agila til under 115.000 kr.

Prisen på Opel Agila bliver lavere end ventet. Nyheden har premiere den 17. - 18. maj,  hvor der er åbent hus hos Opel forhandlerne.

Priserne på den nye Opel Agila begynder ved 114.900 kr. for Essentia 1,0, og det gør bilen til den billigste Opel på det danske marked. Første mulighed for en prøvekørsel er i weekenden den 17.-18. maj, hvor alle landets Opel forhandlere holder åbent hus fra kl. 11-16.

- Vi har fået meget konkurrencedygtige introduktionspriser på Agila, som ligger noget under, hvad vi havde forventet at kunne sælge den til i Danmark. Agila er en fem personers mini-MPV med fem døre, men kan alligevel konkurrere prismæssigt med mange mindre biler på det danske marked, siger adm. direktør Thomas Bruun, GM Danmark.   

Motorudbudet består af to benzinmotorer på 1,0 og 1,2 liter på henholdsvis 65 hk og 86 hk. Efter sommeren kommer Agila desuden med 1,3 CDTI dieselmotor på 75 hk med vedligeholdelsesfrit dieselpartikelfilter som standardudstyr.

Der er to udstyrsniveauer til Agila – Essentia og Enjoy. Ønsker man en veludstyret Enjoy version, begynder prisen ved 134.900 kr. med 1,0 motor. Med 1,2 benzinmotor er prisen 124.900 kr. og 144.900 kr. for henholdsvis Essentia og Enjoy. Prisen for Agila 1,3 CDTI Enjoy er 164.900 kr.

Standardudstyret på Enjoy versioner omfatter blandt andet ESC (ESP), 6 airbags, ABS-bremser, tågeforlygter, aircondition, el-betjente sideruder foran, radio med cd/MP3-afspiller og ratbetjening, fjernbetjent centrallås, højdejustérbart rat og boardcomputer.

Essentia versioner har ESC (ESP), 4 airbags, ABS bremser og højdejusterbart fører- og passagerforsæde som standardudstyr.

ISOFIX-beslag til montering af barnestol er standardudstyr i begge versioner, og det gælder også muligheden for at afbryde passagerairbagen foran, hvis man ønsker at køre med barnestol på højre forsæde.
 
Alle tre motorer udmærker sig ved et lavt brændstofforbrug. Med 1,0 benzinmotor er EU-normen for Agila 20 km/l og 22,2 km/l med 1,3 dieselmotor. I begge tilfælde svarer det til et CO2 udslip på 120 gram pr. kilometer. Med 1,2 benzinmotor er EU-normen 18,2 km/l.

Takket være det lave brændstofforbrug kan ejeren af en Agila 1,0 nøjes med at betale den absolut billigste årlige ejerafgift på 520 kr.

Karakteristisk for Agila er en høj siddeposition og en stor bagklap, der giver adgang til et fleksibelt bagagerum, hvor sæderyggen kan lægges ned i plan med gulvet og give ekstra bagageplads. Enjoy versioner har foldbart bagsæderyglæn i forholdet 60/40.