Jaguar Land Rover løfter sløret for en helt ny platform, som skal bruges til hele modelprogrammet, så den favner både el-drivlinje, hybrid og traditionelle benzin- og dieselmotorer. Det er en måde at spare penge på, men også et kompromis.
Jaguar Land Rover har haft det svært efter et regnskabsår, hvor man har tabt 30 milliarder (!) kroner. Kineserne er åbenbart ikke så sultne efter britisk luksus, så nu skal der ryddes op, spares penge og laves mere spændende og fremtidssikrede biler.
Det nye smykkeskrin – Range Rover Evoque er tilbage
Platform mig her og platform mig der. Mange producenter snakker om nye platforme, som var de er en stige direkte ind i himmeriget, men faktum er, at platformen kan være en genvej til kæmpe besparelser for en mindre bilproducent som Jaguar Land Rover, fordi alt udviklingsarbejde er så hundedyrt og omstændigt. Derfor er det en stor ting, når Jaguar Land Rover netop har præsenteret en ny platform. De kalder den Modular Longitudinal Architecture eller MLA, og som navnet antyder, er det en modulær platform, hvor motoren ligger på langs. Første model bliver den nye Jaguar XJ, og den bliver i første omgang introduceret med eldrift og senere med en sekscylindret benzinmotor.
Wow, var det lige tæt! Jaguars elbil vinder Årets Bil med et knurhår
Batteriet er 90,2 kWh stort, og det skulle altså være nok til at den kommende XJ får en rækkevidde på 470 kilometer, og den skal tage kampen op mod Tesla Model S, Porsches nye model Taycan og Audi e-tron GT, når den lanceres til næste år.
Kompromis
MLA-platformen skal ikke kun bruges til Jaguars modeller, men også til Land Rover. Faktisk er det sandsynligt at anden model på den nye platform bliver den nye Range Rover, som introduceres i 2021, som så vil blive efterfulgt af Range Rover Sport. Begge biler vil have både plugin-hybrid versioner og Jaguar Land Rovers egne Ingenium-forbrændingsmotorer, og mindst én model i Range Rover-serien vil være udelukkende elektrisk, skriver Automotive News Europe.
Plugin-versionerne vil have et 13,1 kWh stort batteri, som giver en rækkevidde på 50 kilometer, mens de fleste forbrændingsmotorer får hjælp fra et mildhybrid-system, hvor en starter virker som en lille elektrisk motor, der hjælper ved accelerationer.
Det er alt sammen vældig smart, men MLA-platformen har den bagside, at man eksempelvis ikke kan udnytte den fleksibilitet, som en elektrisk drivlinje giver. Det bliver for eksempel svært at have et bagagerum i fronten på de elektriske modeller, som vi ellers kender fra Tesla, fordi platformen er beregnet til, at der skal kunne ligge en forbrændingsmotor derude.
Hvis man er offroad-nørd kan man også blive en smule bekymret for de rå terrænegenskaber lider, når samme platform skal kunne passe til både en dynamisk limousine som XJ, og Range Rover, som traditionelt har været mærkets mest kompetente offroader.
I-Pace
Jaguar I-Pace er bevidst ikke nævnt her, for den har ikke noget med den nye platform at gøre, måske bortset fra, at Jaguar Land Rover har fået blod på tanden, når det kommer til elektrificering. I-Pace har nemlig sin egen platform og bygges ikke af Jaguar selv, men af Magna Steyr i Østrig.
Legenden er tilbage – Land Rover Defender lander i 2020
Det lader til, at platformen under I-Pace derfor som udgangspunkt ikke er rentabel at bygge videre på, men det bliver spændende at se, om Jaguar Land Rover kan spare de 30 milliarder kroner på kun at have én platform i fremtiden.