En ny og markant forbedret generation af den lette varebil Fiat Scudo kommer nu til Danmark. Den nye Scudo er blevet større, har fået mere lastkapacitet, kraftigere motorer og bedre brændstoføkonomi. Og så har den køreegenskaber, der nærmer sig en personbils. Det skal positionere Scudo som en af de forreste i sit felt.

Fiat lancerer nu den tredje store varebilsnyhed inden for ét år. Fiat Scudo, som siden sin lancering i 1995 er solgt i 350.000 eksemplarer, kommer nu til Danmark i en ny udgave, udviklet på en helt ny platform. Scudo er således væsentligt forbedret på en lang række punkter, der er tale om et gennemgribende løft, hvad angår både design, komfort, køreegenskaber og totaløkonomi.

”Scudo har gennemgået en markant forbedring i forhold til den tidligere version. Det er en helt ny bil, og den passer perfekt ind i segmentet mellem Fiat Doblò Cargo og Ducato. Vi forventer, at den nye Scudo kommer til at spille en væsentlig rolle i sit segment,” siger Salgsdirektør Erhvervsbiler i Fiat Automobiler Danmark, Erik Holm.

Sevel-fabrikkerne, som er verdens største producent af lette kommercielle køretøjer og en del af samarbejdet mellem Fiat og PSA Peugeot Citroën, står bag den nye Scudo, som bliver bygget på Sevel Nord i Valanciennes i Nordfrankrig.

Pænere og mere praktisk

Bilens design er inspireret af den nyeste Fiat Ducato, som har fået ganske meget ros for sit gennemtænkte udseende. Også interiørmæssigt er der kræset for detaljerne. Standardversionen af den nye Scudo er således særdeles veludstyret og praktisk indrettet med bl.a. et nyudviklet førersæde, der har armlæn og lændestøtte, og som kan justeres i både højde, længde og hældning. Passagersædet fås som enkelt- eller dobbeltsæde.

Kabinen er indrettet med fokus på, at den skal kunne fungere som en sikker og behagelig arbejdsplads. F.eks. har Scudo radio/cd med ratbetjening, så føreren ikke behøver at tage hænderne fra rattet, hvis han vil skifte radiokanal eller regulere volumen. Endvidere kan Scudo udstyres med udtag til MP3-afspiller, Ipod, DVD, telefon og lignende elektronisk tilbehør, som medvirker til, at køreturen bliver mere end blot transport fra punkt A til B. I alle Scudo har man to store, praktiske aflæggerum over forruden til sin rådighed, og i midten er der mulighed for et yderligere aflæggerum, en slags tunnel, med adgang fra varerummet. Det betyder, at man for eksempel kan transportere lister eller lignende på op til omkring tre meter under loftet. Der er desuden både et åbent og et lukket handskerum samt to kopholdere.

Varerummet er øget til mellem fem og syv m3 i tre forskellige udgaver. De indvendige mål ligger på 2,25x1,45 m eller 2,58x1,75 m. Læssehøjden er 56 cm, men det er muligt at bestille regulerbar luftaffjedring, så læssehøjden kan reduceres helt ned til 49 cm, hvilket gør det til en meget nem sag at laste bilen.

Af ekstra udstyr findes bl.a. aircondition, tv-kameraer, der giver bedre udsyn bagtil, parkeringssensorer, der gør det nemmere at manøvrere på trange steder, samt fartpilot, der øger komforten på de lange strækninger.

Flere heste – mindre brændstof

Den nye Scudo lanceres i Danmark i tre forskellige motorversioner, alle med de populære common rail diesel-motorer, der er kendt for at være både kraftfulde, smidige og økonomiske. Man kan vælge en 2.0 16v-motor med enten 120 eller 136 hk, hvoraf sidstnævnte har dieselpartikelfilter som standardudstyr, begge er udstyret med en sekstrins-gearkasse. Hertil kan man vælge ESP. Alternativt indeholder motorprogrammet en 1.6 16v-version med 90 hk og fem gear. Alle versioner har præcis styring, og gearstangen sidder praktisk lige ved hånden.

En af de helt store forbedringer ved den nye Scudo er brændstofforbruget. Der er kommet flere hestekræfter og et større moment til, og alligevel er brændstofforbruget lavere end i den tidligere Scudo. Således har den nye Scudo 1.6 hele 21 hk mere end den tidligere 1.9 version og kører tilmed én kilometer længere på en liter diesel. Samme forhold gør sig gældende for den nye 2.0 version med 120 hk i forhold til den tidligere 2.0’er med 109 hk.

Lavere omkostninger

Et af de vigtigste parametre i udviklingen af den nye Scudo har været at skabe en effektiv varebil, som er økonomisk i drift. Det er i vid udstrækning lykkedes. Scudo er nemlig i Tyskland og Storbritannien blevet testet til at være klassens billigste bil at vedligeholde og reparere. Det giver mulighed for at tegne yderst fordelagtige serviceaftaler og forsikringer.

Den nye Scudo kommer i en lang række forskellige udgaver, både som varebil og minibus, så bilen er velegnet til alt fra erhverv til familiebrug og turisttransport.

Fakta om den nye Scudo:

· To akselafstande: 3 m og 3,12 m

· To længder: 4,80 m og 5,13 m

· To indvendige højder: 1,45 m og 1,75 m

· Nyttelast: 1.000 til 1.200 kg

· Bredde indvendig: 1,60 m (1,25 m mellem hjulkasser)

· Tre varerumsstørrelser: 5, 6 og 7 m3

· Læssehøjde: 49 til 56 cm

Modelprogrammet for den nye Scudo :

Variant/Effekt/Drejnings/moment/Brændstof-forbrug*/Pris**

1.6 16v MultiJet/90 hk/180 Nm/13,9 km/l/Fra 137.990 kr.

2.0 16v MultiJet/120 hk/300 Nm/13,9 km/l/Fra 149.490 kr.

2.0 16v MultiJet/136 hk/320 Nm/13,5 km/l/Fra 156.490 kr.

*) Ved blandet kørsel.

**) Inkl. 30 pct. afgift ekskl. moms og levering