Den vildeste fabriksproducerede Ford nogensinde. Så kort beskriver Ford selv den nye Ford GT, som forventes i produktion i 2016.
Under dette års NAIAS (North American International Auto Show, red.) i Detroit var der mere end én, der tabte underkæben, da Ford præsenterede en blå prototype af det, der skal blive den letteste, mest aerodynamiske og hurtigste serieproducerede gadebil fra Ford nogensinde.
Ford holder stadig kortene tæt til kroppen, men det er givet, at den kommende super-sportsvogn vil være en to-sæders, baghjulstrukken coupé, bygget på en ramme af stål, aluminium og carbon. Centermotoren er overraskende nok en 3,5 liters 6-cylindret EcoBoost benzinmotor med bi-turbo, som forventes at yde mere end 600 hk. Nogen havde måske foretrukket den 5,0 liters V8’er fra Mustang, men Ford har valgt en V6’er med den nye EcoBoost teknologi og lægger ikke skjul på, at vægt/kraft-forholdet bliver ekstremt, og at den nye GT vil være hurtig nok til at kunne bide skeer med sports-ikoner som Lamborghini Aventador og Ferrari 458 Speciale.
Selvom præsentationen af det nye lyn kom bag på de fleste, er timingen ikke helt tilfældig. I 2016 er det nemlig præcis 50 år siden, at Ford GT bragede gennem lydmuren ved at besætte både 1.- 2.- og 3. pladsen ved Le Mans i 1966.
Ford GT var dog ikke ene om opmærksomheden på Fords stand i Detroit. Også den nye Shelby GT350R Mustang, som forventes i produktion allerede i år, tiltrak mange nysgerrige blikke. Shelby’en, som er udstyret med en optimeret V8 motor, helt ny affjedring og skarpere aerodynamik er en rendyrket banebil, forklædt som gadebil og bliver den hurtigste, serieproducerede Mustang-variant.
Endelig var publikum også vilde med den helt nye Ford F-150 Raptor – en stor, rå og ærke amerikansk off-road truck, som trods en mindre motor end forgængeren, sparker flere heste og et højere moment ud i de voluminøse hjul.