Opel tilbyder nu Limited versioner af både Astra og Zafira Tourer som et supplement til Meriva Limited. Limited versionerne har mere udstyr til lavere pris.
Først kom Opel Meriva i en Limited version med en pakke af ekstraudstyr til en lavere pris, og nu er Opel klar med Limited versioner af både Astra og Zafira Tourer til priser fra henholdsvis 199.990 kr. og 279.900 kr. Limited navnet dækker over, at Opel har givet den billigste udstyrsversion en gratis pakke af ekstraudstyr og desuden sat prisen ned. Astra 1,4 Limited med 100 hk har således fået aircondition, radio/cd og varme i forsæderne som standardudstyr, og samtidig er der barberet 9.900 kr. af prisen. Den samlede besparelse repræsenterer en værdi af 24.900 kr. Zafira Tourer får samme ekstraudstyrspakke som Astra samt syv sæder til en pris, der er 5.090 kr. lavere end samme bil uden det nye udstyr. Udstyret og prisnedsættelsen repræsenterer samlet en værdi af 25.260 kr.
Zafira Tourer 1,4T med 120 hk til 279.900 kr. eller med 2,0 CDTI 110 hk dieselmotor til 299.900 kr. fås således begge med Flex7 sædesystemet i Limited versionen, hvor de bagerste sæder kan klappes op fra gulvet, når behovet kræver det.
Opel fortsætter med Meriva Limited til 189.990 kr., der med 100 hk benzinmotor på 1,4 liter har elektrisk håndbremse, aircondition, radio/cd, varme i forsæderne og FlexSpace bagsæder, der kan justeres, så der bliver ekstra god plads på bagsædet, hvis der kun skal sidde to personer i stedet for tre.