Syvpersoners, fem meter lang, firhjulstrukket
Om kort tid har Mercedes-Benz premiere på mærkets første ægte syvpersoners SUV (amerikansk for Sport and Utility Vehicle, fritids- og brugskøretøj) GL-Klassen sætter nye standarder for denne biltype ved at tilbyde samme høje sikkerheds- og komfortniveau som de øvrige Mercedes’ personbiler. De bagerste sæder er el-betjente, og med disse nedfældet sætter GL-Klassen rummelighedsrekord med hele 1.260 liters bagagerum.
GL-Klassen er en luksusbil til kørsel både på vej og i terræn. Det velafprøvede firhjulstræk 4MATIC er standardudstyr, ligesom luftaffjedring, adaptive støddæmpere og hastighedsafhængig servostyring. I modellerne beregnet til det europæiske marked omfatter standardudstyrslisten også høj og lav udveksling på gearkassen samt mulighed for lås af differentialet, både på langs og på tværs. Via luftaffjedringen, kan frihøjden hæves til 300 mm som vil muliggøre passage af f.eks. vandløb på op til 60 centimeters dybde.
Til GL-Klassen tilbydes følgende diesel- og to benzinmotorer:
GL 320 CDI: V6 224 hk/165 kW
GL 420 CDI: V8 306 hk/225 kW
GL 450: V8 340 hk/250 kW
GL 500: V8 388 hk/285 kW
Samtlige versioner har Mercedes’ unikke syvtrins automatgearkasse, 7G-TRONIC, som betjenes med DIRECT SELECT-grebet som er placeret på ratstammen.
Mercedes’ første rigtige store SUV’er er fem meter lang, 1,92 meter bred og 1,84 meter høj, og har en akselafstand på hele 3,07 meter. Det helsvejsede karrosseri har trods sine imponerende ydre mål en særdeles fin cW-værdi på 0,37.
Syvpersoners
Syv personer har fin plads i GL-Klassen, og de bagerste sæder kan betjenes elektrisk, enten hver for sig eller parallelt. Med fem siddepladser sætter GL rekord for lastmuligheder i klassen med hele 1.260 liter. Længden i bagagerummet kan udvides til 2,1 meter og bilens lastkapacitet er helt op til 2,3 tons.
Alle de køresikkerhedssystemer som Mercedes har været først til at indføre, er standard i GL. Desuden indføres PRE-SAFE for første gang i denne type bil. PRE-SAFE registrerer en nødsituation og placerer de kørende i sæderne således, at samtlige sikkerhedssystemer yder bedst mulig beskyttelse.
Made in USA
Med GL-Klassen udvider Mercedes sin amerikanske bilproduktion, der startede med første generation af M-Klassen i 1997. GL-Klassen, der fejrer sin verdenspremiere på Detroit biludstillingen i januar 2006, skal produceres sammen med R- og den nye M-Klasse i Tuscaloosa i Alabama, hvor DaimlerChrysler har investeret ca. 600 millioner dollars siden 2001 til en årlig produktion af 160.000 enheder.
Introduktionen af den nye GL-Klasse kommer ikke til at indvirke på produktionen af den velkendte og klassiske G-Klasse (Geländewagen), der for nylig fejrede 25-års jubilæum, som fortsat vil blive produceret i Østrig.