Audi A4 har fået et facelift, der gør den tyske favorit endnu smartere. Modellen kan nu selv justere farten i forhold til byens lyskryds, så du altid kører på den grønne bølge.
Audi har opdateret den populære A4 model. Designet ligner sig selv med lidt skarpere forlygter, så de store ændringer skal findes under lakken, men ikke nødvendigvis under motorhjelmen. De tyske ingeniørhjerner har nemlig først og fremmest koncentreret sig om elektronikken.
Dieselpower – S5 får 700 Nm fra diesel-V6’er
Eksempelvis har Audi gjort navigationen i A4 mere omfattende med såkaldte Car-to-X-tjenester, en online-tjeneste, der gør brug af den kollektive intelligens fra alle Audi-modeller, som er koblet op på systemet. Takket være opkoblingen til byens infrastruktur modtager bilen informationer fra lyskrydsenes centralcomputer, så føreren har mulighed for at tilpasse hastigheden til den grønne bølge forude. Føreren får en anbefaling om hastighed samt den resterende tid til næste grønne bølge, hvis føreren allerede venter ved et rødt lys. Udbuddet er en del af pakken Audi connect og lanceres løbende i udvalgte europæiske byer.
Mere computerkraft
Audi-ingeniørerne har bestræbt sig på at gøre måden, man betjener infotainment-systemet på, mere som en smartphone. Audi kalder deres infotainmentsystem for MMI, og den betjenes nu af en lille trykfølsom skærm med akustisk tilbagemelding - det betyder, at det brummer i fingeren, når du trykker på noget. Den overtager funktionerne fra den hidtidige dreje-/trykknap på midterkonsollen. Bag det nye MMI gemmer der sig en ny computer med højere processorhastighed, som blandt andet gør det muligt at lave fritekst i systemet og en stemmestyring, der forstår mange flere formuleringer fra hverdagssprogbrug.
Kold tekniker med bløde værdier - Audi A6
Inspireret af Tesla og softwareindustrien vil det være muligt at tilkøbe funktioner til infotainmentsystemet over the air. Audi kalder det functions on demand, hvor kunderne, efter de har købt deres bil, kan tilkøbe tre infotainmentfunktioner enten for en måned, for et år eller permanent. I Tyskland er der tale om MMI plus, digital radio DAB+ eller Audi smartphone interface. Functions on demand er ikke tilgængeligt i Danmark ved introduktionen.
Mere dieselkraft
Ved lanceringen i Europa tilbyder Audi seks forskellige turbomotorer til A4. Ydelsen ligger mellem 150 hk og 347 hk – fra Audi A4 35 TFSI til Audi S4 TDI. Tre af motorvarianterne er ved lanceringen udstyret med et mildhybridsystem (MHEV), som sænker forbruget med op til 0,3 l pr. 100 km.
Vorsprung durch design – Audi A7
Ligesom S5 får S4 en dieselmotor, som erstatter den tidligere benzin-V6’er. Motoren her er også på tre liter, og yder 347 hk og et drejningsmoment på 700 Nm takket være en elektrisk drevet kompressor, som bruger energien fra mildhybridsystemet, der samtidig kan sænke forbruget med op til 0,4 l pr. 100 km. Den elektriske kompressor skulle desuden eliminere turbotøven fuldstændig. S4 TDI Limousine skulle kunne accelerere fra 0-100 km/t på 4,8 sekunder
Med faceliftet følger også en ny version af allroad, som selvfølgelig har Audis quattro-firehjulstræk og 35 mm ekstra frihøjde.
Den nye A4 lanceres i efteråret 2019, men der er endnu ikke danske priser.