Maserati Quattroporte
Maserati har netop offentliggjort de første billeder af sin nye Quattroporte, som får sin officielle premiere på den internationale biludstilling i Frankfurt til september.
Første eksemplar leveres til den italienske præsident Carlo Azeglio Ciampi som officiel statslimousine, en rolle som en Maserati tidligere har indtaget, og som gerne skulle symbolisere begyndelsen til en ny glansperiode for det legendariske italienske mærke, som kan føre sin historie meget længere tilbage end Ferrari, som i dag ejer og styrer Maserati.
Maserati-brødrene åbnede deres første bilværksted i 1914, og i tyverne og trediverne var de kendt for deres racerbiler. Den første Maserati gadebil kom i 1947. Den var designet af Pinin Farina, og det er hans søn, Sergio Pininfarina, som er mester for den nye Quattroporte. Familieligheden med de første Pinin Farina-designede Maserati´er er derfor ingenlunde tilfældig.
Indtil Maserati kom i sikker havn hos Ferrari, havde fabrikken siden slutningen af tresserne ført en usikker og omskiftelig tilværelse. Nu er der indledt en genopbygning af mærket i en kvalitet, der svarer til Ferrari´s, og Maserati skal bl.a. indtage rollen som et eksklusivt og sportsligt alternativ til limousiner fra BMW, Mercedes og Audi.
Quattroporte betyder jo simpelthen ”fire døre”, og den 4-dørs ”sportsvogn” er faktisk større og mere rummelig, end det kan ses på billeder. Længden er 5,05 meter med en akselafstand på 3,06 meter, mens bilen er knap 1,90 meter bred.
Motoren er en videreudvikling af 4,2 liter V8-maskinen fra Maserati Coupé med knap 400 hestekræfter. Den trækker på baghjulene via en 5-trins automatgearkasse, som også kan skiftes manuelt.
Prisen for en Quattroporte begynder omkring 115.000 euro eller knap 900.000 kroner – plus afgifter naturligvis. ”Standardudstyr” i traditionel forstand, kan man ikke tale om. Da bilen for en stor dels vedkommende er håndbygget, kan man få den fuldstændig, som man ønsker, og tilføje den en helt personligt præg.
Maserati Quattroporte er udset til at spille en vigtig rolle i forbindelse med Maserati´s tilbagevenden til det amerikanske marked.