Nu har du chancen for at få fingrene i Pierce Brosnans legendariske Aston Martin DB5 fra James Bond-filmen GoldenEye. Men prisen kan ende på over 10 millioner kroner.

En 4,0-liters rækkesekser vræler om kap med en 3,5-liters V8’er i bakkerne over Monaco – sådan starter James Bond filmen GoldenEye fra 1995. Her kører James Bond i form af Pierce Brosnan ræs i sin klassiske Aston Martin DB5 mod en kvindelig skurk i en rød Ferrari 355 GTS. Flere gange er det ved at gå galt, men den smukke Aston overlever på filmlærredet.

Til manden der har alt - ubåden fra Aston Martin

I alt brugte filmholdet tre biler til optagelserne. En DB5 i god stand, som blev brugt til close-ups, mens to biler i relativt dårlig stand blev købt ind til stuntscenerne, som den indledende biljagt på de sydfranske bjergveje. Begge biler blev dengang restaureret af Stratton Motor Company. Det er den ene af disse to biler, som nu er kommet til salg.

Bond-himlen
Bilen har chassisnummer DB5/1885/R, og det er netop denne bil, som blev brugt til promovering af filmen efterfølgende. Sidenhen har Aston Martin brugt bilen i forbindelse med lanceringen af den senere DB7-model, hvor den blev kørt på scenen til både Detroit og Los Angeles autoshow af selveste Stirling Moss. Senere har bilen været udstillet på The National Motor Museum og Bond in Motion-udstillingen. Så hvis du er rigtig stor Bond-fan, så er denne DB5 dit ultimative samlerobjekt.

Tag med til Supercar Sunday

Ti-cifret millionbeløb
I 2001 blev bilen solgt til en britisk entreprenør, der dengang betalte 140.000 pund for den ved en meget hektisk auktion. Nu kommer bilen så til salg igen i forbindelse med den fantastiske Goodwood Festival of Speed, som afholdes af Bonham Auctions den 13. juli. Forventningerne til prisen er mellem knap ni millioner kroner og helt op til næsten 12 millioner kroner. Men så er der også plads til en champagneflaske og glas.

Ford Mustang GT - bæstet fra Michigan

Og for at slutte hvor vi startede, så havde det nok været den røde Ferrari, der havde vundet kapløbet i bjergene over Monaco, hvis ikke James Bond havde været bag rattet af den sølvgrå Aston. Med 286 hk havde den ældre britiske bil en topfart på 240 km/t, mens den noget nyere Ferrari med 381 hk kunne nå en topfart på 295 km/t.