Hyundai Cabriolet studie harpremiere i Frankfurt
Hyundai er klar med en overraskelse til bilverdenen, når der blændes op for dette års udgave af den internationale biludstilling i Frankfurt i den kommende uge. På den store stand vil besøgende således blive de første til at se Hyundai CCS med et helt nyudviklet glide- og foldetag, som vil gøre kørsel under åben himmel til en endnu større - og problemfri - oplevelse. Den nye model med betegnelsen CCS, som indtil videre er et ”studie”, er udviklet specielt til Europa og dermed endnu et eksempel på Hyundais målrettede produktudvikling og bestræbelser på at matche europæisk bilkultur.
Hyundai CCS er bygget over Hyundai Coupé V6 2,7, der skabte sensation, allerede da den blev introduceret på Frankfurt-messen i 2001, og som har mere end fordoblet Hyundais Coupé-salg i Europa.
Bil til alt slags vejr
Der er tale om et unikt tre-faset glide- og foldetag af glas, som aktiveres ved hjælp af et tryk på en knap. Fra at være lukket kan taget trækkes tilbage - og endelig kan siderne og bagruden foldes med ned, så bilen ændrer sig til en ægte cabriolet. De tre faser betyder, at bilen kan matche en hvilken som helst vejrsituation og byder på maksimal komfort hele tiden. Når glastaget skydes tilbage, glider det hen over bagruden. Ved at taget glider over bagruden frem for under, går det ikke ud over pladsen bagi. Siderne og bagruden bliver oppe, så man hurtigt kan køre taget tilbage, hvis det skulle begynde at regne.
Når man ønsker at ændre til cabriolet, trykker man blot på en anden knap, så folder bagruden og siderne sig sammen under klappen ved bagagerummet.
Design med appel til følelserne
Hyundai CCS er designet med appel til følelserne. Den udtrykker personlighed og selvsikkerhed - uden på nogen måde at virke pågående. Store transparente lygtepartier præger fronten, og baglygterne er også redesignede i forhold til Coupé’en. Bagtil er bilen noget højere, idet der skal være plads til det sammenfoldede tag. Det har naturligt ført til ændringer - men uden at det er gået ud over linierne, så CCS er lige så harmonisk som Coupé’en. En helt ny lakfarve, nemlig ”warm silver”, er udviklet til bilen, og lakken med indlagte mikroglasstykker skinner. Også hjulene medvirker til at skabe stil og dynamik i kraft af 18 tommer letmetalfælge med 225/40 x 18 Michelindæk.