Volkswagen har løftet sløret for en ny konceptbil - en stor syv-personers SUV med 306 hestekræfter, avanceret selvkørende teknik og en rækkevidde på 450 kilometer.
Volkswagen spytter elektriske nyheder ud. De er faktisk i gang med at lancere en hel familie af elbiler, som alle har navnet ID – i alt vil Volkswagen introducere 20 forskellige modeller frem mod 2025. Én af dem er ID. Roomzz (ja, det hedder den altså indtil videre), som bliver tyskernes svar på en rummelig og praktisk syvpersoners SUV, men altså jo drevet frem af strøm.
Bilen måler over fem meter og kabinen er noget af et funky tilløbsstykke. Indretningen er mere fleksibel, end vi er vant til, fordi ID. Roomzz er niveau fire selvkørende, hvor bilen helt kan køre selv. I alt er der tre forskellige sædeindstillinger, der er bestemt af det valgte kørerprogram. I det manuelle ID.Drive-program vender sæderne fremad med nakkestøtterne slået op. Hvis føreren skifter til fuldautomatisk køreprogrammet ID. Pilot, kan hvert sæde rotere 25 grader, så du får bedre mulighed for at kommunikere med passagererne og have en lounge-agtig atmosfære ombord. Når bilen kører fuldautomatisk, kan føreren aktivere ID. Pilot Relax-køreprogrammet, hvor hver passager kan indstille sædet, som det passer dem – det kan skifte fra oprejst siddestilling til en mere liggende position. I konceptbilen er sæderne beklædt med et materiale, som Volkswagen har døbt AppleSkinTM, en form for kunstigt læder, der indeholder 20 % vegetabilsk materiale.
Folkets elbil får op til 550 kilometer rækkevidde
For at aktivere bilens selvkørende systemer, som Volkswagen kalder IQ.Drive, skal føreren af bilen placere hånden på rattets VW-logo i fem sekunder, hvorefter bilens computer overtager kontrollen med bilen. Systemet kobler ratstammen fra og flytter rattet til sin off-position, hvilket giver mere rum omkring førerpladsen. Når føreren igen ønsker at overtage styringen, placerer personen igen hånden på logoet. Rattet bevæger sig igen ud og synkroniseres med forhjulenes retning. Kun når føreren igen rører ved rattet, der er udstyret med følsomme sensorer, er ratstammen igen integreret i styretøjet, og herfra skal føreren selv styre bilen. På denne måde sikrer man maksimal sikkerhed, når kontrollen med køretøjet skifter fra menneske til maskine og tilbage igen.
Hvad er billigst at eje – elbil eller benzinbil?
Science fiction
Det er ikke kun rattet, der selv kører ind og ud – resten af kabinen minder også om noget fra The Jetsons, så væk er det konventionelle instrumentbord. I stedet er der et digitalt cockpit med et glasbeklædt panel med trykfølsomme områder og en 5,8 tommer skærm, der viser al relevant information, så som navigationsanlæggets køreanvisninger, når bilen eksempelvis kører fuldautomatisk. Der er også et head-up display med Augmented Reality, som kan projicere navigationsanlæggets køreanvisninger op i et virtuelt rum ude foran bilen. Det kan vise piktogrammer som for eksempel en drejepil i førerens synsfelt, så man kan se, hvornår man skal dreje uden at fjerne blikket fra vejen.
Genève var i stødet – elektrisk beach buggy og 1.900 hestes superbil
Batteriet i ID.Roomzz er 82 kWh stort, og det skulle være nok til en rækkevidde på 450 kilometer ifølge WLTP-normen. Fremdriften leveres af to elmotorer, en 75 kW motor, der trækker på forakslen, og en 150 kW motor, der trækker på bagakslen. Kombinationen af begge motorer resulterer i en samlet systemydelse på 225 kW, svarende til 306 hestekræfter. Under normal kørsel trækker ID. ROOMZZ på baghjulene, men når det er nødvendigt, aktiveres forakslen. Udover dette har ID. Roomzz også et køreprogram, hvor den permanent trækker på alle fire hjul. Effekten er nok til, at den store bil kan accelerere til 100 km/t på 6,6 sekunder og har en topfart på 180 km/t.
ID.Roomzz introduceres i 2021, og bliver således den tredje elektriske model, som følger efter ID.Hatchback og ID.Cross, som begge introduceres til næste år.