Nissan vækker den klassiske Z-sportsvogn til live for at tage kampen op mod Toyota Supra. Og det skal den gøre med turbo-V6’er og 405 hestekræfter.
Den originale Datsun 240Z fra 1969 er i dag et ikon, og en af de få ældre japanske biler, som er eftertragtet selv i brede kredse. Og det er med god grund. Den var teknisk avanceret sammenlignet med samtidens britiske og amerikanske sportsvogne, men mest af alt var den gudesmuk.
Nu lancerer Nissan en ny variant, som ublu låner fra sin forfader. Fronten er lang og flad, mens kabinen er trukket langt tilbage med kun plads til to personer. To halve led-lygter skaber en silhuet, som minder om originalens runde forlygte. Men baglygterne er anderledes vovede. I stedet for at trække på designet fra 240Z, er stilen nærmere fra 80’erne og 300ZX, som havde mere massive lygter.
Glem strømmen
Selvom den nye model visuelt adskiller sig fra forgængeren 370Z, så er den teknisk en viderudvikling. Den nye model, som med al sandsynlighed kommer til at hedde 400Z, men som endnu kun er kendt som Nissan Z, har dog fået en ordentlig overhaling.
Den hjemvendte superhelt – Toyota Supra er en fest fra fortiden
Først og fremmest kan du glemme alt om Leaf og elektrificering. Den nye model er en ægte drivers car, så fremdriften kommer udelukkende fra en 3-liters benzin-V6’er, som har fået to turboer. I alt yder motoren 405 hestekræfter og 475 Nm. Det burde være nok til at rykke godt i bagdelen, og måske lige så vigtigt – tage kampen op mod ærkerivalen Toyota Supra. Toyota’en stiller med 340 heste og runder 100 km/t på 4,3 sekunder.
For entusiaster
For at understrege, at der altså er tale om en bil for entusiaster, er en 6-trins manuel gearkasse standard, mens en 9-trins automatgearkasse er ekstraudstyr. Begge gearkasser får et launch control-system, så du ikke bliver ydmyget af elbiler i lyskrydset. Modeller med den manuelle gearkasser får tilmed kardanaksel i kulfiber, og det er muligt at tilkøbe et mekanisk spær, som hjælper, hvis man skulle have lyst til at prøve evnerne som Ken Block.
Ny Nissan Qashqai – god til børn
Karossen er mere stiv, og undervognen er videreudviklet i forhold til den forrige generation med nye og kraftigere støddæmpere, og Nissan påstår, at den skulle have op til 13 procent bedre vejgreb i sving.
Kabinen er intim og klassisk sportsvogn. Rattet er tykt, sæderne dybe, og selvom den nye Z-model får både en otte tommers trykfølsom skærm og en 12,3 tommer skærm i stedet for et traditionelt instrumenthus, så får den faktisk tre analoge ure. De er monteret øverst og lige til højre for instrumentbordet, lige i førerens synsfelt. Her kan man aflæse turbotryk, turboens omdrejninger og voltmeter – en rigtig nørdedetalje.
Elbilen, der får dig til at glemme alt om Qashqai – her Nissan Ariya
Indtil videre har Nissan kun offentliggjort, at den nye Z-model kommer til USA, og at den kommer til Japan til vinter som Fairlady Z, navnet på den første model, før den blev introduceret i USA. Vi har været i kontakt med Nissan Danmark, og grundet emissionskrav, kommer den nye Z-model ikke til Europa eller Danmark.