Den nye Astra er et fransk/tysk produkt, men designet er skarpt, og den nye model byder på skarpt lys og plugin-power.

Det er ikke sikkert, de gamle cigarrygende mænd med tophat, som bor omkring Rüsselsheim, er kommet sig ovenpå chokket endnu. Men faktum er, at Opel er ejet af franske PSA Group. Det kan godt ryste en konservativ tyskers selvforståelse, men måske behøver det hele ikke at være frølår og rødvin. Opel har nemlig præsenteret den nye Astra, og tyskerne har i hvert fald travlt med at understrege, at den både er designet og udviklet, og skal tilmed produceres i Rüsselsheim, hvor Opel hører til.

Tak for kaffe – Mokka er Opel, som du aldrig har set det før

Den nye Astra er bygget på tredje generation af EMP2 platformen, som er udviklet af Peugeot og Citroën. Fordelen er, at den er meget fleksibel, og for første gang kan Astra nu tilbydes som plugin-hybrid. Den er også billig at producere, blandt andet fordi affjedringen er relativt simpel med McPherson hjulophæng foran og torsions-bar på bagakslen.

Bilen, der først bliver præsenteret som en 5-dørs hatchback, har et kortere front udhæng. Det betyder, at Astra kun er fire millimeter længere end sin forgænger, på trods af at akselafstanden er vokset 13 millimeter. Det burde give minimalt mere benplads på bagsædet, og baggagerummet rummer 422 liter.

Skarp design
Først kom Mokka, så Crossland og fornylig Grandland. Nu er det Astras tur til at iklæde sig Opels nye designfilosofi. Den nye Astra er derfor udstyret med Opels horisontale Vizor-front, de karakteristiske vinge-kørelys og den skarpe vertikale linje i kølerhjælmen, der tilsammen udgør Opels nye ansigt. Blitz-logoet er placeret i midten, hvor de vertikale og horisontale elementer mødes.

Bagenden spejler fronten og består af de lave og brede horisontale baglygter (al eksteriørlys er LED) og de vertikale og højtplacerede bremselys. Logoet er placeret i midten, hvor det også fungerer som åbningsmekanisme til baggagerummet.

Den sidste tysker - brugttest af Opel Insignia

Den nye generation Astra er også blevet udstyret med Opels digitale cockpit Pure Panel, der består af to integrerede 10 tommer skærme. I Astra er hele interfacet og softwaren ny, byder på en intuitiv brugerflade, hvor al irriterende visuel stimuli er fjernet og sub-menuer er holdt på et minimum. Pure Panel kan programmeres individuelt til profiler, så information relevant for den enkelte profil, vises på skærmen. Kontakter til eksempelvis klimaanlæg er, som i alle Opel-modeller, holdt fysiske, men der ud over er alt andet digitalt.

Mere lys
Opel har tradition for at bringe teknologi fra dyrere og højere segmenter til lavere bilklasser. I 2015 introducerede Opel med den daværende Astra de adaptive matrix lygter til C-segmentet. Med den nye Astra lancerer Opel nu den nyeste lygte teknologi til segmentet. Opel Astra kan fås med det klasseledende Intelli-Lux LED Pixel Lys med 168 LED enheder – 84 i hver forlygte. Lyskeglen fra det lange lys justerer sig selv i løbet af millisekunder, så lyskeglen skæres præcist i forhold til modkørende og forankørende trafik og derved undgår at blænde medtrafikanter. Rækkevidde og retning på lyset varierer alt efter køresituation og omgivelser.

Familiefejde – er Opel Corsa bedre end Peugeot 208?

Klasseledende sæder med massage og ventilation
Opel er kendt for sine prisvindende ergonomiske AGR-sæder, og Astra fortsætter traditionen. En god siddestilling opnås takket være sædernes mange indstillingsmuligheder og den nøje udvalgte skumdensitet. Forsæderne har blandt andet elektrisk vippe-funktion og elektro-trykluftstyret lændestøtte. Tilkøber man Nappa lædersæder, kommer de med ventilation, massage samt varme også på bagsæderne. Alcantara sæder er også en mulighed i Astra.

Plugin-power
Den nye Astra tilbydes med velkendte motorer fra PSA-koncernen, og kommer fra start som plug-in hybrid samt som benzin og diesel. Benzin og diesel-varianterne vil have mellem 110 hestekræfter og 130 hestekræfter, mens plugin hybriderne vil have op til 225 hestekræfter. Benzin og diesel udgaverne har som standard en seks-trins manuel gearkasse og en otte-trins automat gearkasse, kan tilkøbes de større motorer.

Opel Astra tager afholdenhed til et nyt lavpunkt

Det forventes at Astra kommer til Danmark i løbet af første kvartal 2022.