Honda har introduceret et elektrisk koncept, der kan charmere selv den mest hårdnakkede klimabenægter – og så er den klar allerede i 2019.
Honda har lanceret årets måske mest charmerende elektriske bil. Mens resten af bilbranchen har travlt med at bygge store, tunge og højbenede elektriske SUV’er, er Honda gået den modsatte vej tilbage til deres rødderne. De har lavet en fed retro-inspireret hatchback, som de lettere fantasiforladt har døbt Urban EV Concept.
Designet lægger sig op ad den originale Honda Civic fra 1972, men opdateret til det nye årtusinde. Mellem forlygterne er der et display, der kan vise hilsner eller ’gode råd til andre trafikanter’, som nævnt i pressemeddelelsen. Designet er desuden meget kompakt – bilen er 10 cm kortere end Honda Jazz.
Som den originale Civic er a-stolperne ved forruden meget slanke, så der er bedre oversigt i trafikken. Indvendigt fortsætter det moderne design. Der er plads til fire personer på to bænkesæder, og instrumentbordet er beklædt med træ. Men mest iøjnefaldende er nok den store skærm i midten af instrumentbordet og de to mindre skærme, som strækker sig langs dørene og fungerer som sidespejle sammen med videokameraerne, der er monteret på hver dørside.
Elektrisk vision
Det lyder alt sammen lige funky nok, og indtil videre er konceptet også kun et koncept. Men Hondas egen direktør, Takahiro Hachigo, lover, at en produktionsversion er klar allerede i 2019.
Urban EV Concept er en del af Hondas plan for et elektrisk program, som blandt inkluderer udviklingen af en dedikeret platform til elbiler, samt et kraftigt, men let batteri.