Med 54 års erfaring og forædling i bagagen er Volvo Cars stadig verdens førende, når det gælder store, luksuriøse stationcars. Snart kommer den nye Volvo V70 på markedet med en innovativ kombination af luksus og alsidighed.
"Vi har været specialister i denne klasse, siden vi gik ind i den tilbage i 1950'erne. Og vores konkurrenter kan trygt regne med, at vi også i fremtiden vil bevare vores førerposition. I den nye V70 vil også bagsædepassagerer og bagage rejse på første klasse," siger direktør og koncernchef for Volvo Cars, Fredrik Arp.
"Holdningen til stationscars har ændret sig markant gennem de senere år. Med større fokus på design og komfort er den nye V70 både luksuriøs og praktisk, ikke kun for familier med børn, men for alle aktive mennesker, der stiller store krav til deres bil.
Helt ny bil-arkitektur
Ved at anvende en helt ny struktur har Volvo's designere og ingeniører opnået en række fordele:
For første gang nogensinde ligger der en sekscylindret motor under hjelmen på en Volvo V70, der fremover får et bredere motorprogram end nogensinde. Fra to sekscylindrede (den nye 285 hk T6 og 3,2 liter motoren, som yder 238 hk) til brændstoføkonomiske dieselmotorer og en bioetanol FlexiFuel.
Komforten på forsædet er væsentligt forbedret med fremragende sæder og ergonomisk designede instrumenter. Det inkluderer naturligvis også den elegante, super-smalle midterkonsol og et lydanlæg i verdensklasse.
Pladsen på bagsædet er større end i den nuværende V70. Familier med små børn kan nu også vælge en verdensnyhed: dobbelte integrerede barnesæder, som kan indstilles i to højder. Airbaggardinerne er forlænget med 60 mm, og i kombination med de nye børnesæder og karrosseriets forstærkede sidestruktur giver det børnene en meget effektiv beskyttelse ved en sidekollision.
Stadig en uforfalsket stationcar
Trods den mere luksuriøse fremtræden er Volvo V70 stadig en uforfalsket stationcar, tro mod sin klassiske forgængere som Volvo Duett, Volvo 245 og Volvo 745. Men samtidig tager den nye V70 et stort skridt fremad med et bagagerum, der både er større og mere fleksibelt.
En række innovative detaljer og tilbehør gør det muligt for de kommende V70-ejere at tilpasse bilen til deres individuelle behov. Bagsædet kan deles 40/20/40, hvilket gør det til det mest fleksible i klassen. Andre eksempler på smarte løsninger er en el-styret bagklap, skydegulv i bagagerummet (gør det lettere at læsse bilen) og et opbevaringsrum under bagagerumsgulvet, som låses automatisk, når man lukker bagklappen.
Også passagererne vil opleve en mere rummelig og komfortabel Volvo V70. Afstanden mellem for- og bagsædepassagererne er 21 mm længere, benpladsen bagi er øget med 48 mm, mens pladsen ved knæene er vokset med 21 mm. Høje førere og passagerer vil forstå at værdsætte, at bredden i skulderhøjde ved forsæderne nu er øget med 30 mm.
Innovativt bagparti
Også bagpartiet har fået et mere dynamisk design, og kigger man godt efter, opdager man, at den øverste del af bagklappen hælder en smule fremefter.
"Ved at bruge dette innovative design har vi en gang for alle skrinlagt den firkantede form, der traditionelt forbindes med vores stationscars. Udefra giver bilen et dynamisk indtryk, men ved hjælp af den smarte bagklap, som løfter baglygterne med op, er pladsen inde i bilen større end i den nuværende V70," forklarer Volvo's designchef Steve Mattin.
At bagklappen løfter den øverste del af baglygterne med op, når den åbnes, betyder, at bagagerumsåbningen bliver endnu større. På den måde er pladsen bag bagklappen større end før og dermed også lettere at læsse. Faktisk er der plads til 55 liter mere bagage end i den nuværende V70.
Masser af motorkraft
"Den nye Volvo V70 generation inkluderer også en opgradering af motorprogrammet," siger Tomas Ahlborg, projektdirektør for den nye Volvo V70. "Med flere cylindre og ny turboteknologi tilbyder vi nu kunderne en endnu mere spændende ydelse og samtidig kørekomfort i topklasse, alt i samme pakke. Det er en oplevelse, der er førsteklasses i enhver henseende".
For første gang vil Volvo V70 kunne leveres med sekscylindrede motorer. Det gælder dels en opgraderet T6 med biturbo og 285 hk og dels Volvo's nye 3,2 liters sekscylindrede motor (238 hk) med dobbelte overliggende knastaksler, der fik premiere i den nye Volvo S80 i 2006.
Motorprogrammet vil også rumme en fem-cylindret turbomotor (200 hk) med integreret turbolader samt to energieffektive turbodieselmotorer (hhv. 163 og 185 hk) fra anden generation af Volvo's D5-dieselmotorer. Senere kommer også en FlexiFuel model til bioetanoldrift og en firecylindret 2,0 liters benzinmotor.
Fælles for motorerne gælder, at de er ekstremt kompakte, således at de alle er tværstillede med de positive effekter, det har for sikkerheden.
Lyd i verdensklasse
"Volvo's lydanlæg er blandt de bedste i bilverdenen i dag," siger Tomas Ahlborg "Og det siger sig selv, at kun det bedste er godt nok til en bil af denne kaliber. Sammen med verdens førende producenter af lydanlæg har vi udviklet et førsteklasses lydanlæg med en digital forstærker fra Alpine, Dolby Pro Logic II Surround og fremragende højttalere fra de danske eksperter hos Dynaudio. Resultatet er en lydoplevelse i absolut verdensklasse".
Salgsmål 75.000 biler
Volvo Cars' mål for den nye V70 er et gennemsnitligt salg på 75.000 biler om året. Omkring 80 procent af bilerne forventes afsat i Europa med det svenske hjemmemarked som det suverænt største marked. Sverige forventes at aftage op mod en tredjedel af det samlede salg.
Den nye Volvo V70 afsløres sammen med den ligeledes helt nye Volvo XC70 på Biludstillingen i Geneve i begyndelsen af marts. Salget starter i august, først i Skandinavien, mens de øvrige markeder følger gradvis i løbet af resten af 2007.