Navn og design

Matematisk set er Crafter nok tredje generation af LT, den store varevogn fra Volkswagen Erhvervsbiler. Men udviklingsmæssigt er den mere en revolution end en evolution i forhold til tidligere modeller. På områder som teknik, sikkerhed og økonomi sætter Crafter nye standarder for hvad der ellers bydes på af den slags biler i den tunge varebilsklasse.

Crafter er et kunstigt ord, der skal give associationer i retning af kraft, styrke, stabilitet, og gennemslagsevne. På den måde passer navnet godt til den store Volkswagen erhvervsbil. Med totalvægte på 3,5 tons (Crafter 35) eller 5,0 tons (Crafter 50) er den en naturlig fortsættelse og overbygning på det eksisterende Transporter varevognsprogram.

Med sit umiskendelige design skiller Crafter sig ud fra mængden af varebiler i og omkring 3,5 tons klassen. Fronten med den store kølergrill, de fire markante tværbjælker og de store lodrette dobbeltforlygter, karakteriserer den nye Volkswagen erhvervsbil.

Det nye maskuline ansigts udtryk giver modellen sin egen karakter, der dog ikke adskiller Crafter fra resten af Volkswagen familien, tværtimod. Kølergrillens typiske V-form trækker tydelige paralleller fra Volkswagens personbil program og varevognsmodellerne, Caddy og Transporter, til den store brasiliansk producerede Constellation lastvogn (som dog ikke markedsføres i Europa).

Et nærmere kig bag forlygternes klarglasafdækning afslører sågar VW mærkelogoet på afskærmningen af pæren, à la Golf GTI.

Et væld af variationer

Vægt er blot et enkelt parameter, der indikerer mulighederne for Crafter. Som grundmodel vil Crafter kunne fås med tre akselafstande, som kassevogn med varerumsvolumen fra 7,5 til 17 kubikmeter, varerumshøjder fra 1,65 m til 2,14 og –længder fra 2,6 til 4,7 m.

Alene som kassevogn er der 18 valgmuligheder, når sammensætning af vægte, længder og taghøjder tælles sammen. Men der er flere variationer. Og modelprogrammet bliver ligefrem flerdimensionalt, når de andre muligheder i form af dobbeltkabine, ladvogn, chassis eller bus kobles på, og variationsmulighederne næsten legio (378 i alt).

Teknik

Motorprogrammet til Crafter er nyt. Der er valg imellem fire TDI-motorer. De har nyeste common-rail indsprøjtningsteknik med Piezo dyser med hver syv porte. Ydelserne er 89, 109, 136 eller 164 HK. Alle er femcylindrede med et slagvolumen på 2,5 l. De har turbolader med variabel geometri, tilbageførsel af udstødningen, oxidationskatalysator og dieselpartikelfilter, og de opfylder let EU4-normen.

De fem cylindre giver en rolig og vibrationsfri motorgang. Som chauffør vil man værdsætte det som den behagelighed, det er. Men det er nok så væsentligt, at motorerne trækker overbevisende helt fra bunden, og bevarer trækkraften op igennem omdrejningerne. 90% af det maximale drejnings-moment vil hele tiden være til disposition i omdrejningsintervallet 1750 – 3500 omdr. pr. min.

Sekstrins manuel gearkasse er standard, men til Crafter med de to ”midterste” motorer (109 hhv. 136 HK) vil der alternativt kunne tilkøbes en gearkasse med automatisk skift, også sekstrins. Skiftene imellem gearene er styret elektronisk, og retter sig ind efter flere parametre: speederposition, omdrejningstal, hastighed, og førerens kørestil. Endnu en behagelighed for chaufføren.

Økonomi

Udover udvikling af behagelige motorer, har motorernes driftsøkonomi også været et fokusområde i konstruktionen af Crafter. De er stærke og har lang levetid. Lejer, stempler og plejlstænger er gjort ekstra stærke, kølesystemet er gjort mere effektivt, og inspektion af motorerne behøver først ske ved 80.000 km. Olieskift skal ske ved 40.000 km, og tandremmen, som også er forstærket, kan der køres indtil 200.000 km med, førend udskiftning bliver nødvendig. Alt i alt er det afgørende faktorer for en gunstig driftsøkonomi.

Sikkerhed

Også sikkerheden for fører og passager(er) er der tænkt på og sørget for i Crafter. Den passive sikkerhed er optimeret igennem forstærket kabine, airbags (fullsize airbag i rattet er standard) og justerbare hovedstøtter.

Men den aktive sikkerhed er mere væsentlig. Det begynder med sikre køreegenskaber. En optimeret undervogn, balancen i bilen, også med fuld læs, og bremserne er af afgørende vigtighed. Netop bremserne er kraftigt dimensionerede. Der er tale om skivebremser både for og bag. De forreste er 300 mm i diameter, indvendigt ventilerede og har hver to bremsekalibre. De bageste er massive skiver på min. 298 mm. Håndbremsen har egne tromler. Der er ABS system, EDS og ESP med bremseassistent foruden ASR som standard på alle modeller.

God ergonomi spiller også en rolle i aktiv sikkerhed. Og med et komplet gennemarbejdet førermiljø er der sørget for, at førerergonomien er bedst mulig. Ratvinklen er ændret (gjort stejlere), sæderne er nykonstruerede og beregnet efter langturskomfort. Der er aflæggerum overalt, store sidespejle og alle kontakter og funktioner indenfor bekvem rækkevidde.

Selv tyverisikkerhed er der tænkt på. Låsesystemet er programmeret således at førerkabine og varerum aflåses uafhængigt af hinanden. Hvis chaufføren f.eks. er ved at læsse af eller på, kan han aflåse kabinen imens. Og modsætningsvis kan han aflåse varerummet, når han opholder sig i førerkabinen.