Plads til det hele - til den halve pris
Dacia Logan er netop præsenteret i en pickup udgave. Den rummer det meste, og har et bredt og alsidigt motorprogram.
Dacia Logan Pickup er netop blevet lanceret i Rumænien, hvor Dacia mærket blev etableret i 1966, og i 1999 opkøbt af Renault.
Bilen er det seneste medlem af Logan familien, der alle er karakteriseret som billige og robuste hverdagsbiler. Logan Pickup er baseret på den syv personers stationcar Logan MCV, som sammen med Dacia Logan, introduceres i Danmark til efteråret.
Men hvor stationcar, versionen sluger syv voksne mennesker, er det 800 kilo gods, der kan fragtes på det 1,80 meter lange lad i pickup versionen. Men ikke nok med det. Også i kabinen er der masser af plads til bagage eller gods. Bag de to forsæder er der plads til hele 300 liter, eller mere, end hvad der er plads til i bagagerummet i en bil af Clio størrelsen.
Logan pickup er bygget til arbejdsbrug, og har blandt andet en betydelig frihøjde, og ekstra beskyttelse under bilen, så selv de sejeste grusveje kan forceres uden at skulle bekymre sig om skader på undervognen.
Bilen benytter, som det øvrige Logan program, sig af gennemprøvet Renault teknologi. Affjedringen foran er McPherson som benyttes på Clio II, mens den bagerste affjedring er en fleksibel H- formet ramme med skruefjedre med forlængede støddæmpere.
Der er skivebremser foran og tromlebremser bagved. ABS systemet benytter den seneste generation af Bosh 8.0 systemet, der blandt andet også findes på Clio III og Modus. I motorrummet er der frit valg mellem tre forskellige Renault motorer. En 1,6 liters benzinmotor med 90 hk, og to versioner af den seje og nøjsomme 1.5 dCi-diesel med henholdsvis 70 og 85 hk. Det er endnu det for tidligt at sige, om Dacia Logan Pickup importeres til Danmark.