Den faceliftede BMW 7-Serie kan bakke dig ud af svære situationer, har en V8’er, der sender den store bil til 100 km/t på under fire sekunder, og en grill, som kunne æde en labrador.
BMW har givet 7-serien en ordentlig omgang. De klassiske BMW-nyre, som udgør fronten, er vokset med 40 procent, så de nu ligner en næsvis nordsjællandsk frue, der har fået rabat hos den lokale plastikkirurg. Selvom gabet ser ud til at kunne æde en christianiacykel eller en mellemstor labrador, så er den nye 7-serie faktisk blevet mere strømlinet takket være gardiner i grillen, som kun åbner, hvis motoren har brug for køling. Er det ikke tilfældet, lukkes gardinerne, så vinden ledes over bilen i stedet. Det gør den mere glat, og sammen med en bund som er helt dækket af plader, kommer den nye 7-serie til at skære gennem luften.
En køredynamisk sværvægter – her er den nye BMW 3-serie
7-serien er BMW’s mest luksuriøse sedan, og en stor del af luksus er lavt støjniveau. De bagerste hjulkasser er beklædt med et ekstra lyddæmpende materiale, ligeså vel som b-stolpen, bagsædernes stoleryg og hullet til sikkerhedsselerne er bedre isolerede. Tilmed har man gjort glasset i alle ruder tykkere, så det nu er 5,1 millimeter tykt.
Moderne power
7-serien får en lang række af kraftfulde motorer fuld af bøffer. Langsomste variant bliver 730Ld, som runder 100 km/t på 6,2 sekunder takket være en 3-liters sekscylindret dieselmotor, som yder 265 hestekræfter og 620 Nm og ifølge WLTP er opgivet til at køre imponerende 18,9 km/l. Mest interessant er nok den nye V8’er, som har 80 hestekræfter mere end den, den erstatter. I alt er der 530 hestekræfter og massive 750 Nm. Det er nok til at sende den store bil til 100 km/t på fire sekunder.
Er X5 for lille? Her er BMW X7
7-serien er en oplagt ministerbil, og til dem der gerne vil både imponere, komme hurtigt frem og tænke på miljøet, kommer der en ny plug-in-hybrid. BMW 745e er opgraderet fra en firecylindret til en sekscylindret benzinmotor, men har både et lavere forbrug og en længere rækkevidde. Den samlede ydelse er på 394 hk og 600 Nm. Rækkevidden på ren el er op til 58 km med en tophastighed på 140 km/t. Forbruget er opgjort til 47,6 km/l efter WLTP.
Hvis du er pisseligeglad med klimaet, så kommer der også en magtfuld V12’er. Den har 585 hestekræfter og voldsomme 850 Nm. 100 km/t nås på blot 3,8 sekunder, og det er til trods for, at V12’eren kun fås i en lang version. Ifølge WLTP-normen kører BMW M760Li xDrive 8,1 km/l.
En ekstra håndsrækning
På den selkørende front, introducerer tyskerne nu Reversing Assistant, som er en del af standardudstyret Parking Assistant. Reversing Assistant kan automatisk bakke bilen, hvor pladsen er trang. Systemet registrerer – med en hastighed op til 36 km/t – de sidst kørte 50 meter og kan derved selv bakke bilen tilbage gennem smalle og kringlede passager.
Solbrændt med stil – BMW 8-serie Cabriolet
Den aktive fartpilot, som er en del af tilvalget Park Assistant Professional-pakken, kan tilpasse hastigheden på den planlagte rute ved hjælp af data fra navigationen, som vi allerede kender det fra Audi. Bilens hastighed tilpasses automatisk til kurver, kryds og rundkørsler. Via registrering af trafikskilte tilpasses hastigheden ligeledes til hastighedsbegrænsninger på vejen forude.
Ligesom Mercedes introducerer BMW Intelligent Personal Assistant. Den personlige, digitale assistent svarer på alle relevante spørgsmål om fx bilens brændstofniveau, nærmeste Michelin-restaurant, eller det nærmeste kunstmuseum. Hvis føreren er træt, er det bare at sige det højt, så sørger assistenten for fx oplivende musik, sænkning af varmen og opkvikkende lys i kabinen. Assistenten lærer hele tiden førerens vaner og rutiner. Og som en prik over i’et kan den personlige assistent navngives helt efter eget valg og vil respondere hver gang, det valgte navn siges højt.
Den store tysker lander i Danmark til april, og priserne bliver først offentliggjort i marts.