Aston Martin har introduceret deres første højbenede model, DBX. Det er en SUV, som skal fordoble det lille britiske mærkes årlige produktion – ved at skaffe flere kvindelige kunder. Kvinder, der kan lide en V8’er med 550 hestekræfter.
Aston Martin har løftet sløret for deres første SUV i mærkets hundredårige historie. DBX hedder modellen, og dermed følger Aston Martin mærker som Porsche, Maserati, Lamborghini, Bentley og Rolls-Royce, som alle har forøget deres salg markant med en højbenet model. Men Aston Martin tror selv, de har fundet nøglen, der skal løfte den årlige produktion fra cirka 6.000 biler til 11.000 biler – nøglen er, som med så mange af livets andre udfordringer, kvinder.
Bilproducenter ønsker Saudi-Arabiens kvinder tillykke
I dag er kun 10 procent af Aston Martins kunder kvinder, men takket være en rådgivende bestyrelse og fokusgrupper kun med kvinder, mener mærket at have knækket koden, så DBX eksempelvis har to separate armlæn og et rummeligt handskerum. Målet er en Charlotte, altså en kvinde på omkring de 40 år, som er iværksætter og bor i Californien – eller Kina, hvor 50 procent af kunderne faktisk i dag er kvinder.
AMG-power
DBX er en bil til kvinder – og mænd – der går op i fart. SUV'en leveres kun med én motor, som har 550 hestekræfter. Det er en 4-liters biturbo-motor med 550 hestekræfter og 700 Nm, som er bygget hos AMG i Tyskland. Det er nok til at sende den store firehjulstrækker til 100 km/t på 4,5 sekunder og videre til en topfart på 291 km/t.
Selve platformen er helt nydesignet, hvilket er ret unikt i dag, fordi den slags koster ustyrligt mange penge. Rammen er lavet aluminium, og er både let og stærk. Egenvægten er 2.245 kilo til trods for, at bilen skulle have god plads til fem personer, samt et velvoksent bagagerum, som sluger 632 liter skiudstyr, når vinterferien i Alperne står for tur. Men det kan en Volvo XC90 også klare. En Volvo kan til gengæld ikke byde på en støvlevarmer – jep, perfekt efter en dag på pisten, eller en transportabel bruser der kan vaske en snavset hund efter en lang dag på fasanjagt.
4.500 mandetimer og 48 millioner kroner – Aston Martin genopliver klassisk sportsvogn
Kabinen er selvfølgelig lige så luksuriøs, som en britisk country club, men med adgang for kvinder. De vil sikkert også sætte pris på, at midterkonsollen kan fås valnøddetræ, som er skåret ud i et stykke. Dørsider og gulv kan beklædes med et stof, som består af 80 procent uld. Tech-sultne teenagere vil nok sætte pris på en 10,25 tommer stor skærm i midterkonsollen og en 12,3 tommer skærm, der er placeret i instrumenthuset. Apple Carplay og et 360-graders kamera er desuden standard.
Det mangler også bare, for i Storbritannien koster DBX, som skal håndbygges på Aston Martins nye fabrik i St. Athan i Wales, fra 1.377.333 kroner – uden afgift.