Med en undervogn, som scanner vejen og kompensere for g-påvirkning i sving, vilde forlygter med 1,3 millioner spejl i hver lygte, er Audi A8 klar til endnu en omgang. I Danmark må du nøjes med S8 eller pluginen, som stiller med 462 heste.
I Audis modelprogram har A8 siden 1994, hvor den blev præsenteret som efterfølger til Audi V8, haft rollen som mærkets spydspids i segmentet for luksuslimousiner. Fjerde generation af luksuslimousinen, som Audi præsenterede i 2017, viste firmaets fremtidige designsprog. Men nu er det altså tid til at friske det op, så singleframe-grillen har fået en bredere udformning. Luftindtagene i frontens sider samt forlygterne har fået et nyt design, som samlet giver fronten en markant skarpere fremtoning.
Audis elektriske A6 får 700 kilometer rækkevidde og indbygget projektor
Bagenden er domineret af brede kromelementer, mulighed for individualisering af baglyssignaturen med digitale OLED’er samt et gennemgående, segmenteret lysbånd. Diffusorindsatsen i stødfangeren har et nyt design med vandrette lameller. Audi S8 har, som det er typisk for Audi S-modeller, fire afgangsrør, der udgør en af dens karakteristiske sportslige designdetaljer.
På samme måde som videoprojektorer er de digitale Matrix-LED-forlygter udstyret med Digital Micromirror Device. Hver forlygte er udstyret med cirka 1,3 millioner mikrospejle, som inddeler lyset i bittesmå pixels. Det gør, at lyset kan styres med den største præcision, og dermed kan der gøres brug af nye funktioner som fx vognbane- og orienteringslyset til motorveje. Her giver forlygterne et lystæppe, som oplyser bilens egen vognbane. Især ved vejarbejde giver orienteringslyset føreren intuitiv hjælp til at holde vognbanen. Når bilen låses op eller forlades, kan de digitale Matrix-LED-forlygter generere dynamiske coming home-/leaving home-sekvenser, der vises som projiceringer på jorden eller på en væg.
Ny Audi S8 er tyst som et bibliotek – et bibliotek med 571 hestekræfter
Den opgraderede A8 er som standard udstyret med de digitale OLED-baglygter(OLED = organic light emitting diode). Når bilen bestilles, kan man vælge mellem to – til S8 tre – forskellige baglyssignaturer. Når man vælger Audi drive select-indstillingen Dynamic, skifter lygterne til endnu en signatur, som kun er tilgængelig i denne indstilling.
De digitale OLED-baglygter er i samspil med assistentsystemerne udstyret med en nærhedsregistrering: Hvis andre trafikanter kommer tættere end to meter på den holdende A8, så tændes samtlige OLED-segmenter for at advare den bagfrakommende.
5,19 meter langt karrosseri
Faceliftet medfører kun minimale ændringer af målene på Audis flagskib i segmentet for luksuslimousiner. A8 har en akselafstand på tre meter, en længde på 5,19 meter, en bredde på 1,95 meter og en højde på 1,47 meter. A8-karrosseriet er udført i Audi Space Frame (ASF)-konstruktion og sammensat af 58 % aluminiumsdele.
Brugttest – Audi taber forspringet med A6
Kabinen i A8 minder om en smart lounge, og den ypperste version i programmet er hvilesædet i A8 L, som byder på talrige indstillingsmuligheder og en fodhviler i passagersædets ryglæn. Her kan passagererne få varmet og masseret fodsålerne i flere trin. Hvilesædepakken omfatter rygmassage med 18 pneumatiske puder, elektrisk indstillelige komforthovedstøtter, en gennemgående midterkonsol som tilvalg – som ekstraudstyr med klapborde – 4-zoners komfortklimaanlæg og nye skærme ved bagsædet. En køleboks inklusive minibar fra Audi exclusive-programmet understreger den luksuriøse atmosfære.
Skærmene ved bagsædet er tilpasset til forventningerne hos nutidens bagsædepassagerer. Der er tale om to 10,1 tommer skærme med full-HD-opløsning, som fastgøres på forsædernes ryglæn. De gengiver indholdet fra passagerernes enheder, og derudover kan de via casting afspille mange forskellige lyd- og videostreams, eksempelvis fra velkendte streaming- eller tv-platforme.
Revisorens våde drøm – spar næsten en kvart million på Audi A6 50 TFSI e
Bang & Olufsen Advanced Sound System leverer nu også 3D-lyd med højdeelementet til bagsædepladserne. En forstærker sender en effekt på 1.920 watt til 23 højttalere, og diskanthøjttalerne kører elektrisk ud fra instrumentpanelet. Betjeningsenheden Rear Seat Remote, som nu er fastmonteret i midterarmlænet, giver mulighed for at styre en lang række komfort- og infotainmentfunktioner fra bagsædet.
Tre pakker med førerassistentsystemer
I den faceliftede Audi A8 er der cirka 40 førerassistentsystemer til rådighed. Nogle af dem – herunder sikkerhedssystemerne Audi pre sense basic og Audi pre sense front – er en del af standardudstyret, mens ekstraudstyret er samlet i pakkerne Parkering, City og Tour.
Highlightet i pakken Parkering er remote parkeringsassistent plus, der automatisk kan køre den store limousine ind i parallelle og tværliggende parkeringsbåse og ud igen, uden at føreren sidder i bilen. Assistentpakken City indeholder vejkrydsassistent, assistent til registrering af tværgående trafik bagved, vognbaneskiftadvarsel, udstigningsadvarsel og sikkerhedssystemet Audi pre sense 360°, som i kombination med den aktive undervogn løfter bilens side i tilfælde af en påkørsel fra siden. Assistentpakke Tour indeholder de mere almindelige funktioner som adaptiv kørselsassistent, der holder afstanden til forankørende og holder bilen midt i banen, effektivitetsassistent, undvigeassistent, vejskiltegenkendelse etc.
Kun plugin og S8 i Danmark
Den opgraderede Audi A8 fås med fem forskellige motorvarianter. Desværre må vi undvære 3,0 TDI og 3,0 TFSI, og 4.0 TFSI, der fås med forskellige ydelser til A8 og S8, har otte cylindre med cylinder on demand-teknologi. I plug-in-hybridmodellen TFSI e kombineres den treliters motoren med en elmotor. I Danmark vil Audi A8 kun blive tilbudt som plug-in-hybrid og i S8 modellen.
Mercedes sprænger rammerne for elbiler – 770 kilometer rækkevidde i EQS
Audi S8 TFSI quattro er modelrækkens sportslige topmodel. Her leverer biturbo-V8-motoren en ydelse på 571 hestekræfter og et drejningsmoment på 800 Nm fra 2.050 o/min. Accelerationen fra 0 til 100 km/t er klaret på 3,8 sekunder, og lydspjæld i udstødningssystemet gør lyden endnu mere sprød, hvis man ønsker det. Den stærkeste model i A8-familien ruller desuden ud fra samlebåndet med et særligt omfattende standardudstyr inkl. bl.a. den forudseende aktive undervogn, sportsdifferentialet og den dynamiske firehjulsstyring.
Audi A8 60 TFSI e quattro og A8 L 60 TFSI e quattro har, udover den 3-liters V6’er, en kompakt elmotor, mens batteriet i bilens bagende nu er på 14,4 kWh, som er 27 procent mere end hidtil. Med en samlet ydelse på 462 hestekræfter og et drejningsmoment på 700 Nm, klarer hybriden sprinten fra 0 til 100 km/t på 4,9 sekunder. Den maksimale ladeeffekt er desværre kun 7,4 kW.
Scannende undervogn
Et af de absolutte highlights ved den faceliftede A8 er den forudseende aktive undervogn. Den kan be- eller aflaste hvert hjul separat via en elmotor, og dermed regulere karrosseriets krængning aktivt i alle kørselssituationer. Når Audi drive select-systemet er indstillet i Dynamic, kan den store limousine styre stramt ind i svingene med minimal krægning. I indstillingen Comfort+ svæver den derimod nærmest silkeblødt hen over alle ujævnheder. Her arbejder systemet sammen med frontkameraet, så det kan registrere ujævnheder og regulere elmotorerne på forhånd.
AMG laver vanvittig hybrid med 843 hestekræfter
Den forudseende undervogn kan tilmed modvirke sideværts påvirkning af passagerne i sving. På vej ind i svinget løftes karrosseriet i den side, der er yderst i svinget, og sænkes i den anden side, så bilen hælder op til 3 grader ind i svinget. I hastighedsområdet mellem 80 og 130 km/t og i området op til en tværacceleration på 0,4 g mærkes det næsten ikke, at man kører igennem sving. Ved ligeudkørsel udligner den forudseende undervogn karrosseriets nikkebevægelser, og kan tilmed hæve karrosseriet op til 50 millimeter for at gøre ind- og udstigningen mere komfortabel.
Audi A8 i Danmark
Den nye A8 forventes introduceret i Danmark i løbet af foråret. Information om dansk udstyr, forbrug og priser kendes endnu ikke.