Den seneste Corvette ZR1 er vildere og mere ekstrem end nogensinde – 765 hk og vanvittige 969 Nm, 13 kølere og 430 kilo downforce.

Corvette har netop introduceret den vildeste version af den legendariske amerikanske sportsvogn nogensinde. C7 ZR1 er lige så ukontrolleret som Donald Trump på Twitter med vanvittige 765 hk og endnu mere absurde 969 Nm, der skal vrides ud gennem to baghjul.

Heldigvis for kommende ejere af Corvette ZR1, har de amerikanske ingeniører gjort sig umage med at tæmme de mange kræfter. Der findes to forskellige versioner af bilen: En standard ’Low Wing’-pakke, som genererer 70 procent mere downforce end den almindelige Corvette Z06. I denne udgave har den nye ZR1 en topfart på over 338 km/t. ’High Wing’ har en stor, justerbar hækvinge, der skaber 430 kilo downforce, der presser bilen i jorden og giver endnu bedre vejgreb.

High Wing-versionen får også et særligt chassis med Magnetic Ride-støddæmpere, der konstant justerer hårdheden på millisekunder for det bedste vejgreb, og Michelin Pilot Sport Cup 2 dæk, der klistrer til vejen.

Kraftværk
Men de aerodynamiske tricks stopper ikke her. Hele fronten er redesignet med en kraftig underlæbe i kulfiber, der indeholder fire nye kølere – faktisk er der 13 kølere i alt. Men med 765 hk bliver der også produceret meget varme, så selv den nye kulfiber-motorhjelm har en venturieffekt, hvor varm luft bliver suget ud.

Den 6,2-liters V8’er med tilnavnet LT5 er Chevrolets kraftigste motor nogensinde. Kompressoren har 52 procent mere volumen end Z06’s kompressor. Den nye kompressor kan proppe endnu mere luft i motoren, og derfor har man udviklet et nyt brændstofsystem, der kan følge med. Der er både direkte indsprøjtning på toppen af cylinderen, og en sekundær indsprøjtning i manifolden, så motoren kan svælge i benzin.

Den oprindelige Corvette C1 blev introduceret i 1953, men med en sekscylindret rækkemotor og 150 hk, var den ikke ligefrem nogen racerbil. I 1957 introducerede man en V8’er, der var den første motor, der ydede én bhp per kubiktomme, eller 286 hk fra 4,64 liter. Siden 50’erne har der været i alt syv generationer af Corvette, og i 2018 forventes en ny ottende generation, der får centermotor.